En til tider hårdt spillet kamp havde Herning som det bedste hold i et opgør der var langt tættere end cifrene antyder.

Herning Blue Fox - Herlev Eagles: 5-1 (2-0, 1-1, 2-0)

Herning var stadig uden de to backs Zach Taylor og Jacob Nordqvist mens gæsterne mest prominente fravær var keeper Emil Zetterqvist. Han var denne aften erstattet af Jonathan Hintze.

Det var uden tvivl et revanche-sultent Herlev-hold, der var kommet på besøg i Kvik Hockey Arena. De to hold startede også ganske fysisk ud i aftenens kamp så sidste weekends finale var tilsyneladende ikke glemt hos nogle af mandskaberne.

Herlev tog sig af aftenens første powerplay, men det var hjemmeholdet, der fik de største chancer i kampens indledning. Morten Poulsen og Aleksi Ainali var begge nærgående for hjemmeholdet.

Gæsterne kom dog hurtigt efter det og kæden med Asperup, Trepanier og Skedung voldte aftenen igennem store kvaler for den midtjyske defensiv.

Det første mål i kampen kunne næsten ikke være længe undervejs og særligt Herning trykkede for alvor på. Den vikarierende keeper tog dog virkelig godt fra inde i målet og havde midtvejs i perioden allerede en håndfuld kæmpe redninger.

Særligt redningerne på henholdsvis Lukas Bang og Oskars Cibulskis var af høj klasse, men til sidst måtte det gå galt for gæsterne. Netop Cibulskis var manden der fik prikket hul i muren, da han ramte med et højt slagskud der sejlede op i krydset.

Nu var der imidlertid så også slået definitivt hul i bolværket inde på stregen og Morten Poulsen kunne ganske kort efter øge til 2-0 da han afsluttede første gang på den korte pasning fra Mathias Bau.

Afvekslende affære

Herning lagde igen hårdt fra land i anden periode og kæden med Bau, Poulsen og Plouffe kunne sagtens have scoret allerede i det første skifte.

Uskarpe angribere betød at Herning heller ikke fik scoret i deres første powerplay og så kunne Herlev i stedet slå til i den anden ende. Under en afventende udvisning kunne Maxim Trepanier udnytte trafikken foran mål til at sende et skud fra blå linje ind bag Mathias Seldrup, der sandsynligvis aldrig så pucken.

Kambilledet ændrede sig ikke ved første øjekast af den grund og selvom Herlev øjensynligt fik dæmmet bedre op for de midtjyske angribere kunne de ikke forhindre at Petter Hansson i fri position kunne sætte scoringen til 3-1.

Særligt omstillingerne var et farligt våben for gæsterne og især her kom den stærke førstekæde for alvor til sin ret. Flere gange fik man fanget værterne og manglede som oftest kun lige det sidste.

Aftenens kamp var præget af mange både store og små bataljer. En af disse kastede en Herning-udvisning af sig og det var naturligvis en af de muligheder gæsterne skulle udnytte. Maksim Popovic brændte en stor chance og på den efterfølgende spilvending var Lucas Carlsson tæt på at overliste Seldrup.

Med tre minutter tilbage faldt der endnu en reducering da Kasper Larsen lagde en flip pasning nede fra hjørnet og Trepanier var kold som is da han afdriblede Seldrup og lagde pucken i mål. Målet blev set efter af Garth Murray der kaldte en challenge for offside og Herning-boksen endte altså med at få medhold.

Dermed forblev stillingen 3-1 inden tredje og potentielt sidste periode.

Canadierne afgjorde

Blue Fox indledte tredje periode i powerplay og selvom man ikke fik scoret gav det holdet en god start på perioden. 

Man kunne nemlig fortsætte det pres man fik etableret og snart kastede det også endnu et powerplay af sig. Igen skal der uddeles roser til Jonathan Hintze, der fortsatte med at agere levende sprællemand. Han kunne dog intet stille op da en løs puck endte hos Brett Thompson der hamrede pucken utageligt i mål.

Frustrationerne satte ind hos Herlev-spillerne der hurtigt ragede en ny udvisning til sig og man fornemmede at det godt kunne eskalere til et niveau hvor spillerne ikke kunne bevare fatningen.

Mikkel Skjellerup og Aleksi Ainali blev således også sendt i bad da dommerne sikkert havde samme fornemmelse af temperaturen i kampen.

Herlev fik en sidste livline da man kunne spille fem mod tre i godt et minut. Seldrup hev en klasseredning frem og også overliggeren forhindrede en ny reducering.

Muligheden løb ud i sandet for gæsterne og i stedet lukkede Herning opgøret definitivt. Simon Lafrance kunne med et håndledsskud afgøre kampen med scoringen til 5-1.

Kampens sidste minutter forløb fredeligt og de to hold kan nu se frem til næste uge hvor de igen krydser klinger.

 

 


Rungsted gjorde det igen: Frederikshavn besejret i Vendsyssel Aalborg vandt med tenniscifre i Rødovre