Herning Blue Fox tabte tirsdag aften mod Rungsted, og lige nu kommer det hver gang som en overraskelse, når midtjyderne taber ishockeykampe -ikke mindst hjemme på Kvik Hockey Arena, hvor Herning har været meget svære at danse med i denne sæson.
Men Rungsted startede altså godt ud med et mål allerede i første minut tirsdag aften og fortsatte med en meget flot første periode. Effektiviteten var stor hos gæsterne, men naturligvis var Herning-træner Garth Murray også irriteret over, at det gik så skidt i starten.
- Det er overhovedet ikke den start, du ønsker. Det var ikke godt nok. Vi skal være klar fra start, og bare fordi vi fører tabellen, kan man ikke komme ind på isen uden at være klar, lød det fra Murray, da han efter kampen talte med Sportherning.dk.
Herning-træneren så dog gode ting i den sidste halvdel af kampen og roste sit hold for at arbejde videre, ligesom han også gav Rungsted kredit for at spille en god kamp.
- Det blev ikke vores aften, og det beviser jo, at der er ting, vi skal arbejde videre med. Vi spiller 48 kampe i grundspillet, og det er umuligt at spille alle tre perioder i alle 48 kampe perfekt. Der vil komme nogle, hvor ikke alt fungerer, siger han til Sportherning.dk.-
- Så der er nogle ting at snakke lidt om og arbejde videre på. Sådan er det hele tiden. Der er altid aspekter i spillet, som måske er ved at falde lidt fra hinanden, og så er det det, du må ind at arbejde på det til træning, lyder det fra Murray.