Pelle Hånberg var tilfreds med viljen fredag aften i Aalborg

Herning Blue Fox har fået en skidt start på sæsonen.

Midtjyderne har blot fire point for fem kampe og tabte fredag aften med 1-3 i Aalborg i DM-finalerevanchen.

Det var en kamp med masser af chancer i begge ender, og Herning-træner Pelle Hånberg så fremgang i selve indsatsen i Aalborg - sat op mod kampene tidligere på sæsonen. 

- Selvfølgelig er vi overhovedet ikke tilfredse med resultatet og med, at vi tabte igen. Skuffelsen fylder mest, men som træner ser man altså også på, hvordan holdet udvikler sig. I aften så jeg et hold, der arbejdede hårdt og mere, end vi længe har set. Over 60 minutter synes jeg helt klart, at den del af spillet var godkendt, sagde Hånberg til Sportherning.dk. 

Til gengæld kunne han pege på et sted, hvor det halter hos Herning Blue Fox.

- Det er klart, at vi scorer ikke nok, og i det hele taget er arbejdet omkring målet i både offensiv og defensiv zone noget, vi stadig kan forbedre en del, lød det fra Hånberg. 

Tirsdag aften skal svenskeren på besøg på sin gamle hjemmebane i Frederikshavn. 


Odense Bulldogs tilføjer ungt talent til truppen Topholt glad for at vende hjem