Herning Blue Fox - Rødovre Migthy Bulls 2-1 (1-1, 0-1, 1-0)
Kampen var tæt på at få en kuriøs start da den nu tidligere Herning-spiller Marcus Almquist stak alene afsted. Desværre for ham og Rødovre slap Mathias Seldrup bedst fra den duel og holdt dermed gæsterne fra en regulær chokstart.
Kort efter kunne Olaf Ellers tropper stille op i kampens første powerplay, men det gik ingenlunde som cheftræneren kunne have håbet på. I stedet for en scoring indkasserede man selv en af slagsen. Mathias Bau var ellers dækket fint op af tre modstandere men han kunne alligevel sende pucken i nettet bag en William Rørth der ikke så alt for heldig ud i situationen.
Mens Herning som ventet satte sig på spillet bemærkede man imidlertid at noget altså ikke var som forventet. Garth Murray havde tilsyneladende mistet tålmodigheden med Simon Lafrance og canadieren var altså at finde i værtenes fjerdekæde denne eftermiddag.
Den fine start levede op til forventningen om en sikker sejr til hjemmeholdet. Jacob Jessen fumlede dog på offensiv blå linje og måtte derfor hive i nødbremsen da Christopher Rübenach stak afsted. Straffeslag til Rødovre og Almquist blev sat til at eksekvere. Den talentfulde forward var iskold i situationen og leverede et frækt træk inden han lagde pucken ind bag Seldrup til 1-1.
I fredagens topkamp mod SønderjyskE var Blue Fox ikke gode venner med stolperne og tendensen så ud til at fortsætte i dagens kamp. En drilsk puck fandt vej til overliggeren inden også Joachim Linnet fik ram på stolpen.
Således lykkes det ikke for Herning at generobre føringen i en første periode der ellers bød på meget spil i offensiv zone mens gæsterne så ud til at sætte deres lid til mulighederne efter omstillinger.
Uskønt og chancefattigt
Anden periode lugtede langt væk af ægte søndagshockey. Ingen af de to hold kunne få spillet til at fungere og det gav en masse spil i midtzonen der ikke kastede mange målchancer af sig.
Det betød at skud fra distancen var det mest gennemgående tema i perioden og særligt Emil Kristensen var hyppig på aftrækkeren. Spilstoppene var flere end målchancerne og det gav en helt igennem uskøn periode.
Det bekom umiddelbart gæsterne bedst at kampen var tæt og man forsvarede sig langt bedre i anden periode. Marcus Almquist virkede veloplagt og han var tæt på at slippe alene igennem endnu engang. Han fik også sendt en afslutning mod mål som han dog måtte se Zach Taylor komme tilbage og blokere.
I en kamp som denne plejer spillet i special-teams at have potentielt afgørende betydning og Herning kunne glæde sig over deres første powerplay kort efter midtvejsmærket. Mathias Bau trykkede af et par gange, men man fik på intet tidspunkt sendt Rørth på overarbejde.
Zach Taylor var ligesom resten af holdet på jagt efter scoringen der kunne forløse et eller andet i midtjydernes spil. Han havde et udemærket forsøg fra distancen ligesom Sebastian Strømstad havde det i den anden ende.
En logisk konsekvens af spillet var at perioden endte uden scoringer og derfor var det altså endnu helt åbent inden tredje periode.
Til sidste sekund
Herning skruede op for tempoet i tredje periode og man lagde hurtigt gæsterne under pres. Brett Thompson fik en god mulighed tæt på målet men skuddet manglede lige den sidste skarphed.
Emil Kristensen var ligeledes tæt på to minutter senere. Vinklen var spids og afslutningen sad måske derfor akkurat på den forkerte side af sammenføjningen.
Hjalte Thomsen og Joachim Linnet var de næste til at forsøge sig på Rødovre-keeperen som lignede en mand der for alvor var skudt varm. Mathias Bau lagde kort efter en fremragende pasning med baghånden og det var næsten symptomatisk at Morten Poulsen tabte pucken inden han fik afsluttet.
Kampens forløb betød at selv de mindste fejl kunne blive afgørende og det er ganske fine betingelser for Olaf Ellers tropper. Malte Setkov stødte med frem og han kom ligeledes først over returen som han kunne sende i kassen. Dommerne vinkede imidlertid afværgende og cheftræneren tog sin challenge. Gæsterne fik ikke medhold og det gav Herning chancen i powerplay.
Man testede kort overtalsspillet i fem mod fire inden man kunne spille fire mod tre. Ingen af de to forsøg gav den forløsende scoring og dermed lignede det en pointdeling. For Hernings vedkommende ville det være tredje gang i streg.
Hjemmeholdet pressede på til det sidste og det gav en vild afslutning på kampen. En Rødovre-spiller blokkede endnu et skud og pucken lå løs. Sekunderne gik og pludselig endte pucken ved Brett Thompson der kunne skovle pucken over en sprællende Rørth. Pucken krydsede stregen i tiden 59:59 og Herning bookede altså billet til Final 4 med alle tre point på kontoen.