Herning skal vinde mod Frederikshavn tirsdag for at komme godt ind i slutspillet. På det seneste har det nemlig ikke været godkendt, hvad midtjyderne har præsteret.
Senest var det 3-6 mod Esbjerg i Granly Hockey Arena i en kamp, hvor Herning hurtigt faldt bagom og derfor måtte jage vestjyderne i kampens sidste 40 minutter. Det holdt ikke hjem, og både træner Ben Cooper og veteranen Patrick Madsen erkender overfor Herning Folkeblad, at det ikke har været tilfredsstillende i de seneste kampe.
Men Madsen forsikrer, at Herning nok skal være på plads, når slutspillet begynder på fredag.
Selvfølgelig er det ikke optimalt i øjeblikket, men jeg fornemmer helt klart, at alle i klubben er af den opfattelse, at vi nok skal være der, når slutspillet begynder på fredag. Vi ved, at vi kan slå alle, når vi rammer dagen, men vi skal også lære af vores fejl. Og det kommer vi til, siger Patrick Madsen til den lokale avis.
- Vi skal ikke pludselig gå i panik og ændre hele vores spillestil og koncept. Vi skal bevare roen og fokusere på at rette de små detaljer, der sikrer, at vi er i stand til at fastholde koncentrationen i 60 minutter og mere, når slutspillet går i gang, lyder det fra den lange back.
Herning møder tirsdag Frederikshavn i den sidste grundspilskamp, og både Herning, Frederikshavn og SønderjyskE kan ende som nummer fire, fem og seks.