Herning Blue Fox-Herlev Eagles 6-2 (2-0,3-0,1-2)
Herning Blue Fox er Metal Final4-vinder 2025. Hvor det i sidste sæson blev det til en finalesejr i overtid over Herlev Eagles, blev forstadsklubben denne aften i Aalborg fejet af bordet i suveræn stil.
Herning satte sig på kampen fra start og slap ikke grebet, før matchen var afgjort. Dermed vandt Herning sin 10. pokaltitel og for tredje gang på fire sæsoner Metal Final4-titlen.
Unge Hjalte Thomsen fortsatte sin fremragende stil fra semifinalen i aftes og bragte Herning på 1-0 inden der var gået fem minutter. Herlev var egentlig fornuftigt med i kampens første tredjedel og havde også en mulighed i powerplay. Men da Hernings Nick Pastujov fik muligheden fra en spids vinkel, satte han 2-0-målet i det 18. minut.
Den burde Zetterquist i Herlev-målet have nappet.
Herning fortsatte med at dominere fra starten af anden periode. Der var fuld tryk ned mod Zetterquist, og Josh Prokop udnyttede muligheden for at sende 3-0'eren ind. Inden der var gået en halv time, satte Maksimovich 4-0-målet ind, og det lignede en tidlig afgørelse på kampen.
Der var et par bataljer og Herlev-frustration i den resterende del af perioden, men det lykkedes slet ikke for Eagles at komme ind i kampen. Patrick Bjorkstrand flåede 5-0 ind i det 34. minut, og den sidste spændingen sivede på den måde ud af kampen.
Det var entydigt Herning, der havde domineret kampen i de to første perioder. Blue Fox skruede ned for tempoet i de sidste 20 minutter og Skärström fik reduceret.
Herning fik scoret sit tredje powerplay-mål til 6-1: Josh Prokop styrede et skud fra Terrance Amorosa i kassen og dermed havde Hernings powerplay, der haltede i går, i den grad slået til.
Det var kun kosmetik, at Isak Göransson reducerede i slutfasen. De mange tilskuere fra det midtjyske havde for længst påbegyndt sejrssangen og fortsætter formentlig til langt ud på natten denne lørdag, hvor Hjalte Thomsen tog titlen som årets pokalfighter.