En stærk start endte ud i en regulær afklapsning af en gruppe frustreret Herlev-spillere der mod slutningen blev straffet nådesløst af Herning

Herning Blue Fox - Herlev Eagles: 9-2 (2-0, 3-2, 4-0)

16 sekunder! Længere skulle Herning ikke bruge på at score sit første mål i dette års slutspil. Førstekæden startede kampen på isen og Jerry Vällipirti var måske ikke helt klar fra start. I hvert fald fumlede han lidt med pucken og Derian Plouffe kunne nærmeste springe ind mod pucken og på en eller anden måde skrabe den i nettet.

Regulær drømmestart for grundspilsvinderne, der altså tog noget af presset fra skuldrene af forhåndsfavoritterne. Herlev kunne derimod spille fuldstændig frit og lod sig da heller ikke ryste yderligere af scoringen. 

Senest Marcus Almquist var på besøg i Herning fik han op til en håndfuld friløbere og han skulle hurtigt få endnu en. Alene med Mathias Seldrup blev han den lille i duellen og snart kunne han se Magnus Povlsen blive første mand i straffeboksen.

Gæsterne klarede frisag men skulle alligevel komme bagud med 2-0. Martin Eskildsen og Lukas Bang fandt en smule plads at kombinere på og sidstnævnte kunne sende pucken mellem benene på Emil Zetterqvist.

De store chancer faldt fortsat som perler på en snor og minuttet senere havde gæsterne brændt endnu en friløber og værterne misbrugte på det skammeligste en tre mod én situation. 

Der kunne altså i princippet have stået 3-3 efter mindre end 20 minutter og dermed var det givetvis to stærkt utilfredse trænere, der overværede første periode.

Brett Thompson havde bud efter det fjerne hjørne og mere blev mere det ikke til i en yderst chancerig start på kvartfinaleserien.

Svar mod svar

Emil Zetterquist leverede en stor redning, da Derian Plouffe strøg alene igennem kort inde i anden periode. Den syntes vigtig i forhold til kampens resultat og ikke mindst med tanke på, hvad der var i vente.

Herning fik en afventende udvisning og den udnyttede gæsterne med et krigerisk mål. Anton Johansson gik helt tæt på Seldrup og pucken lå løs under ham. Trepanier og True krigede som gale og fik skrabet pucken i mål til en ikke ufortjent reducering.

Blue Fox blev dog ikke tophold for ingenting og midtjyderne beviste endnu engang hvorfor man næsten satte rekord for point i grundspillet. Simon Lafrance gik på rov i det korte hjørne og Morten Poulsen i det lange. To skud fra distancen på 29 sekunder og så havde Herning bragt sig på 4-1.

Minutterne efter var ét langt pres mod Herlev og Zetterquist både under en afventende udvisning og da den blev afsonet. Thompson var tættest på med et skud på overliggeren.

Mathias Seldrup havde haft flere store redninger og han fortsatte altså det høje niveau. Oliver True blev afvist to gange midt for mål og det powerplay der fulgte ligeledes.

Anderledes effektive var Blue Fox og de udnyttede et powerplay til at sætte 5-1-scoringen på tavlen. Emil Kristensen svang hammeren på en løs puck og netmaskerne blafrede sekundet senere.

Herlev havde imidlertid læst på lektien og da man igen fik et powerplay satte man pucken i nettet. Isac Skedung kunne midt for mål flot omsætte pasningen fra bag målet.

Inde på isen satte hårdheden til og der var flere små og store hævnakter i nærkampene. Spørgsmålet var nu om holdene kunne holde sig inden for grænserne i de sidste 20 minutter.

Herlev-nedsmeltning

Mens Herning startede bedst ud i de to forrige perioder var det Herlev, der greb ud efter momentum i den tredje. Et stærkt første skifte tvang Seldrup ud i flere gode redninger og altså et signal om at intet endnu var afgjort.

I defensiven haltede man dog fortsat efter midtjyderne og det gav værterne chancerne. Brett Thompson manglede dog skarpheden denne aften og det tredje store tilbud til canadieren blev heller ikke omsat til scoring.

Det kogte næsten uundgåeligt over og frustrationerne fik frit løb efter en tackling på Tim Daly, der fortsatte ind i banden. Det fik Herlev-spillerne til at stoppe med spillet på isen og hoppe på Joachim Linnet hvilket gav to Herning-spillere frit løb. Lafrance scorede og målet blev først efter længere tid annulleret. 

Herlev-spillerne var naturligvis frustrerede og fik raget flere udvisninger til sig. I fem mod tre kunne Mathias Bau straffe dem på måltavlen og definitivt afgøre den første kvartfinale med målet til 6-2.

Da målet faldt inden for få sekunder fortsatte Herning i powerplay og Simon Lafrance hamrede en af de helt flotte scoringer op i nettaget.

Det fik særligt Magnus Povlsen og Maxime Trepanier helt op i det røde felt og de to stod i spidsen for de nævekampe der brød ud. Dårlig disciplin af gæsterne, der skal have flyttet fokus tilbage på spillet hvis denne serie skal vare mere end fire kampe. 

Lukas Bang scorede til 8-2 og Morten Poulsen til 9-2, og Herning kunne sende Herlev tilbage til Sjælland med en syngende lussing i baggagen. På søndag mødes de to hold i Herlev. Det skal nok blive hedt. 


RUNGSTED perfekt fra start i tæt slutspilsoptakt Målorgie i Odense: Bulldogs vandt vild slutspilspremiere med 7-5