Herning Blue Fox indleder kvartfinaleserien fredag mod Rungsted.
Da de to hold senest tørnede sammen, blev det 1-0 til midtjyderne, og det er et resultat, som midtjydernes træner Pekka Tirkkonen vel egentlig gerne ser gentaget, når de to hold tørner sammen igen i playoffs.
Han siger nemlig til Sport Herning, at slutspillet og den kommende kvartfinale vindes via en kontrolleret defensiv.
- Absolut. For en stærk defensiv sikrer ikke bare, at det bliver svært for modstanderne at score mod os. Hvis vi lykkes med vores defensiv, åbner det også vejen for vores egen offensiv, fordi det giver os mulighed for at køre nogle omstillinger og ramme modstanderne ude af balance, forklarer træneren til Sportherning.dk.
- For nylig tabte vi ganske vist 1-3 i Aalborg, men Aalborg blev altså holdt nede på 15 skud i kampen. Og i de seneste kampe mod Rungsted og Odense har vi heller ikke tilladt mange skud, så jeg synes, at det ser fornuftigt ud, lyder det fra Pekka Tirkkonen.
Gennem det meste af sæsonen har hans defensive fundament været glimrende med Oskar Drugge og Petter Hansson som fast backpar i førstekæden. Drugge røg ud med en hjernerystelse for nylig i Aalborg og er altså tvivlsom. Heller ikke den tredje udenlandske back, Mikko Kuukka, spillede senest, så defensiven hos Blue Fox har altså skadeskvaler inden fredag.
En ting er dog sikkert: Er man bare nogenlunde frisk, spiller man slutspil, og det gælder altså de backer, der skal skabe fundamentet mod en giftig Rungsted-offensiv.