Fint tempo i sæsonens første testkamp i det midt- og vestjyske

Tirsdagen bød på en testkamp mellem Herning Blue og Esbjerg Energy. 

Det var et goddag til en hel del nye spillere, og ligeledes et goddag til nye aktører i cheftrænerboksen.

Garth Murray stod for første gang i boksen hos Herning, mens Dan Jensen vel for første gang nogensinde befandt sig i den "forkerte" boks. Han er som bekendt Herning-mand af hjertet, men nu har Jensen et nyt og spændende job at udføre i Esbjerg.

Det startede fornuftigt for Dan Jensen, da han kunne se en af sine nye spillere, Niklas Andersen, sætte pucken ind til gæsteføring 1-0. Andersen viste det giftige skud, som er hans varemærke og flåede den op i nettet. Sæsonens første (uofficielle) mål til Energy. 

Der forventes meget af de nye navne i Herning i denne sæson, og canadiske Derian Plouffe er en af dem. Han fik udlignet til 1-1, som også var stillingen efter første periode. Kort inde i anden periode slog en anden nyerhvervelse, Aleksi Ainali til, inden velkendte Jeff King tog et rush gennem banen og viste de offensive kvaliteter, som Metal Liga-klubberne ved, at han har. 

Esbjerg har gjort nytte af dem endnu en sæson. 2-2.

Derian Plouffe er i gang med sin anden sæson i Europa, sin første i Danmark. Canadieren afgjorde kampen, da han satte scoringen til 3-2. Han kommer fra norske Lillehammer, hvor han i fjor snittede lige under et point pr. kamp. 

De to hold mødes igen fredag aften. Denne gang i Granly Hockey Arena i Esbjerg. 


Unge Peter Truelsen på kontrakt i SønderjyskE Ejvind var en kær gæst i Retro'en