SønderjyskE har tre spillere med inde på HETAG ugens hold

Med lidt forsinkelse grundet tekniske problemer, snupper vi lige HETAG UGENS HOLD for sidste uge - altså minus mandagens kamp mellem Esbjerg og Rødovre. Her de seks spillere, der er kommet gennem nåleøjet.

Målmand: Patrick Galbraith (SønderjyskE) - Sønderjyderne kom nærmest perfekt gennem ugen med sejre over Herning og Odense. Galbraith vandt den ene kamp mod Herning og tog 34 af 36 skud i udekampen i Odense.

Back: Mike Little (SønderjyskE) - Foran Galbraith stod et solidt forsvar, personificeret ved Mike Little, der spillede godt 25 minutter i snit i ugen. Han leverede fire point og stod med +4 i plus/minus-statistikken i tre kampe.

Back: Igor Merezhko (Odense) - Var et "regulært monster" i hjemmekampen mod Herlev, hvor han spillede 24 minutter og leverede både mål og assist i 6-1-sejren. Fortsatte med +4 og to assister i kampen mod Frederikshavn og holdt sig også "skadesfri" i nederlaget mod SønderjyskE. 

Forward: Nikolaj Krag-Christensen (SønderjyskE) - Sikke en lørdag aften for Krag-Christensen, der diskede op med tre scoringer i SønderjyskE's 4-3-sejr over Herning. I alt seks point i tre kampe i løbet af ugen og hele 24 point til forwarden hidtil i sæsonen. 

Forward: Kirill Kabanov (Aalborg): Aalborg havde en god uge, selv om det spillemæssigt ikke helt er 110 procent for nordjyderne endnu. Mål og assist til Kabanov på kun 12 minutters spilletid i 4-2-sejren mod Rungsted og gentog kunststykket mod Herlev søndag. Kommer Kabanov i sving med produktionen, vil det hjælpe Aalborg. 

Forward: Miska Humaloja (Herning): Humaloja åbnede ugen med storspil i Hernings 5-0-sejr over Rødovre, hvor han scorede to gange. Han var bedste mand hos Blue Fox i nederlagene mod SønderjyskE. Holdt sig på plus i plus/minus-statistikken og lavede også et mål i lørdagskampen. 


Brett Thompson debuterer for Rungsted i aften HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Esbjerg-Rødovre