Vi tager et kig på Mighty Bulls-mandskabet frem mod den kommende sæson

Rødovre Mighty Bulls vil mere i den kommende sæson.

Efter sidste sæsons nedtur, der vel nok kan betegnes som værende tæt på den totale nedtur, bliver der igen bygget op hos Rødovre, der efter sommerferien vil spille med om pladserne i slutspillet. 

Der er kommet ny og frisk vind i trænersædet efter at Olaf Eller aftjente sin værnepligt for hjerteklubben med to og en halv sæson, hvor han sikrede Rødovre en plads i slutspillet i 2023/24, mens det altså efterfølgende kneb gevaldigt i sidste sæson. Her var Rødovre også ramt af en række ubarmhjertige skader på nøglespillere, og det stod hurtigt klart, at Mighty Bulls ikke ville nå playoff.

I februar kom et hidsigt udsalg, som betød, at Rødovre-mandskabet blev yderligere svækket. Det gjorde ikke betingelserne nemmere for Eller. 

Til gengæld betød det, at flere Rødovre-spillere - ikke mindst Malte Setkov - fik en længere sæson og mulighederne for at spille playoffs.

Netop Setkov bliver et - endnu mere - bærende element for Mighty Bulls-defensiven i den kommende sæson, hvor den nye finske træner altså hedder Ville Hämäläinen og han ser spændende ud. Hämäläinen blev fyret i sidste sæson i tyske Regensburg, men har en solid fortid som træner i den bedste finske række. Spændende, hvad han kan gøre ved Rødovre.

Der er endnu ikke meldt noget ud på målmandsposten, men et godt gæt kunne være, at Rødovre fortsætter med William Rørth og Albert Adamsen som en solid - og nu mere rutineret - danskerduo. Set herfra vil det være en glimrende løsning, for Rørth har været inde omkring landsholdet, og Adamsen er altid stabil, når han får chancen. Begge har fortjent at spille foran en solid defensiv, som skal være rygraden, hvis Rødovre vil videre i denne sæson.

Malte Setkov, Lasse Carlsen og talentfulde Frederick Amondsen er foreløbig danskerholdet i defensiven, og de suppleres af det canadiske wildcard Liam Haslam. Rødovre kunne sagtens bruge en forlængelse med Jacob Böll, og så kommer der formentlig en-to imports - kunne det være finner? - til både toppen og bredden.

Rødovre-målmændene skal have langt mere støtte end i fjor. Der gik hele 5.22 mål ind pr. kamp i fjor, og Rødovre lukkede altså 92 mål flere ind end SønderjyskE, der var næstdårligst i den kategori. 

De unge stortalenter Linus Rørth og William Bundgaard drager - sidstnævnte er dog ikke officiel - mod Sverige, og det er ærgerligt for Rødovre, der sagtens kunne have brugt de to gutter en sæson mere. 

Nu står Rødovre med de spændende imports Ryan Hughes (kommer fra EIHL) og Lukas Macklin (topscorer i Hockeyettan) og Marcus Almquist som de foreløbige topangribere. Rutinen kommer med Mads Eller og Anders Biel, der kommer ind fra SønderjyskE og nok skal vise som en god mand, hvis/når han får mere ansvar og spilletid. 

Vi skal forvente os mere af Christopher Rübenach, mens Sebastian Strømstad skal tage endnu et skridt fremad. Der er gode breddespillere i Victor Gade, Niclas Krarup og Oliver Marklund, men lige nu står Rødovre altså kun på 10 angribere. 

Mikey Bergmann kunne være nummer 11 og så må man antage at Rødovre har kig på yderligere to-tre imports og forfremmer et par talenter til truppen.

Rødovre er på rette vej, men vil formentlig stadig komme til at kæmpe til det sidste i kampen om en plads i slutspillet. 

 


Hurtig sommerstatus: Herlev Eagles Gordie Ballhorn klar til sin fjerde sæson i Metal Ligaen