Den netop forgangne sæson - og den seneste - har måske ikke været med Mattias Pettersson i hovedrollen hos Sønderjyske Ishockey. Og det er vel meget logisk, at sønderjyderne nu tager afsked med den sympatiske svensker, efter at han har spillet godt og vel to og en halv sæson i klubben
Hvis Sønderjyske-fansene måske ikke husker de seneste to sæsoner for "storhed", så skal de til gengæld huske på Mattias Petterssons 2023/24 og de kan notere ham som en af de store helte i klubbens historie.
Onsdag 17. januar 2024 stod han stadig i sit daværende civile job og var egentlig ret tæt på at afslutte sin ishockeykarriere. Men han var stadig på markedet og havde holdt sig i form med istræning hjemme i Sverige. I weekenden derefter var der Metal Final4 med Sønderjyske som en af deltagerne.
Og sønderjydernes daværende sportslige chef Klaus Rasmussen var desperat. Han stod nemlig uden en naturlig førstemålmand, eftersom Patrick Galbraith var blevet skadet i den sidste kamp før Metal Final4.
Så Klaus Rasmussen afsøgte hele sit netværk og ringede og ringede rundt. Han endte med at sige goddag til Matthias Pettersson, der i årene forinden havde leveret fornuftigt i den norske liga og i øvrigt også havde en fin fortid i svensk ishockey og 14 SHL-kampe på sit cv.
Onsdag omkring midnat - op til fredagens Metal Final4-weekend - blev parterne enige. Torsdag aften klokken cirka 19 ankom han til Vojens, spiste lidt mad på den lokale Q8-tank og røg på hovedet i seng. Fredag formiddag mødte han sine kommende holdkammerater for første gang og trænede inden afgangen til Aalborg, hvor Sønderjyske skulle møde Herning i semifinalen.
Midtjyderne scorede på Mattias Pettersson efter fire minutter og 19 sekunder og bragte sig foran 1-0. Men derefter var der lukket hos Pettersson. Som i virkelig lukket.
Svenskeren stod fremragende i semifinalen, som Sønderjyske vandt med 4-1, og sønderjydernes vilde fremfærd fortsatte i finalen med en 7-0-sejr over Rungsted. Pettersson tog 44 af de 45 skud, som han blev udfordret med i løbet af weekenden, og han var et naturligt valg som Metal Final4's pokalfighter.
Resten er historie.
Sønderjyske kunne næsten ikke undgå at forlænge kontrakten med Mattias Pettersson, der var brandvarm gennem hele foråret.
Ikke mindst i semifinaleserien mod Herning drev han modstandernes angribere til vanvid, og svenskerens store spil fortsatte i finalen mod Esbjerg.
Han endte på All Star-holdet for sæsonen, og var stjernen i Sønderjyske's guldkampagne i foråret 2024.
Det er en af de bedste historier i Sønderjyskes historie, og mon ikke Sønderjyske-ledelsen pønser på at hente Pettersson ned til en individuel hyldest i den kommende sæson?