Der er ikke lange pauser for ishockeyspillerne den her tid på året.
Sådan skal det være.
Det betyder også, at de trætte ben og hoveder i Herning og Aalborg, der spillede finale i Metal Cup lørdag aften, allerede skal i aktion igen i morgen aften.
Herning-spillerne festede formentlig hårdt og fortjent lørdag nat efter hjemkomsten til Midtjylland og skal helt sikkert have rystet noget ud af kroppen ved dagens træning.
For Herning gælder det kampen om førstepladsen i grundspillet, hvor Aalborg og Odense også er med i billedet. I morgen drager Herning til Frederikshavn for at møde White Hawks, der kæmper for sende signaler til både Herning og Aalborg. Det kunne sagtens se ud som, at White Hawks kommer til at møde et af de to nuværende tophold i grundserien.
Frederikshavn kommer med Jacob Böll, Herning kommer med en Mathias Bau i formidabel form efter en stor weekend.
Aalborg Pirates får en hjemmekamp til at rejse sig efter nederlaget i Metal Cup-finalen, og det bliver yderst interessant. Noget tyder nemlig på, at Rungsted for første gang i "evigheder" kan være tæt på fuldt hold efter en periode med et hav af skader.
Netop Rungsted SKAL til at vinde kampe for at positionere sig til slutspillet og der er næppe tvivl om, at nordsjællænderne går på hidsig jagt efter sjettepladsen. Det bliver vanskeligt, for der er hele 11 point op til Herlev.
Men sjettepladsen er attraktiv for Roy Johansens tropper, for Odense kan i givet fald blive en sandsynlig modstander, og Rungsted har det ganske godt med at spille mod Bulldogs.
Odense kan netop positionere sig - både til en stensikker tredjeplads og stadig til at være med i kampen om førstepladsen - onsdag aften, når Rødovre kommer på besøg. Det er vanskeligt at se et Rødovre-hold uden to af de bedste backer byde Odense op til dans i en arena, hvor Mighty Bulls pr. tradition har det meget svært.
Endelig gælder det kampen - eller braget - onsdag aften i Vojens, hvor det sårede SønderjyskE-mandskab skal kæmpe for at holde Esbjerg stangen i kampen om hjemmebane i kvartfinalen og fjerdepladsen i grundspillet. Lige nu er stillingen 70-66 i sønderjysk favør.
Kunne de mulige kvartfinalekonstellationer ende med at blive?
Aalborg-Frederikshavn
Herning-Rungsted
Odense-Herlev
SønderjyskE-Esbjerg (hjemmebanen alt efter, hvem der vinder onsdag)
METALLIGAEN 22/23
# | Hold | GP | W | L | OTW | OTL | PTS |
1 | Aalborg Pirates | 41 | 23 | 9 | 5 | 4 | 83 |
2 | Herning Blue Fox | 43 | 23 | 12 | 6 | 2 | 83 |
3 | Odense Bulldogs | 43 | 21 | 12 | 6 | 4 | 79 |
4 | SønderjyskE | 42 | 19 | 15 | 5 | 3 | 70 |
5 | Esbjerg Energy | 42 | 18 | 14 | 2 | 8 | 66 |
6 | Herlev Eagles | 42 | 14 | 19 | 6 | 3 | 57 |
7 | Frederikshavn White Hawks | 42 | 12 | 22 | 5 | 3 | 49 |
8 | Rungsted Seier Capital | 41 | 12 | 20 | 1 | 8 | 46 |
9 | Rødovre Mighty Bulls | 42 | 9 | 28 | 2 | 3 | 34 |