Opbygningen af Frederikshavns nye mandskab er i fuld gang, og i den forbindelse har White Hawks skrevet kontrakt med Mads Falborg Iversen og Christoffer Åkesson.
Mads Falborg Iversen siger om kontraktforlængelsen.
-Jeg ser meget frem til endnu en sæson i Frederikshavn, og jeg har været meget glad for at være heroppe de sidste par år. Jeg føler selv jeg har taget nogle gode skridt, hvor jeg har fået mere spilletid end jeg var vant til, og har fået endnu mere erfaring. Det bliver spændende med nye ansigter, og det at skulle bygge et nyt hold op. Jeg tror, det bliver rigtig godt, hvor vi som et nyt ungt hold skal udvikle os i positiv retning.
Christoffer Åkesson siger om kontraktforlængelsen.
-Det bliver rigtig spændende at komme i gang igen, og især fordi vi nu skal til at bygge et helt nyt hold op. Vi får et yngre hold end vi har været vant til de seneste år, og det betyder, at der er andre der skal tage mere ansvar på holdet. Samtidig kan alle vi unge få mulighed for at udvikle os endnu mere, hvilket vil gavne os og klubben på længere sigt.
Begge er, sammen med den øvrige del af truppen, godt i gang med sommertræningen, og vi glæder os til det bliver alvor i august.