Rungsted og Herlev måtte i overtid i aften

Rungsted Seier Capital-fansene i Bitcoin Arena fik et "glimt af gamle dage" i overtiden i aften, hvor spillere fra topkæden fra guldåret 2018/19 med Daly, Rosenthal og Sarault leverede et glimrende mål med sidste mand som målscorer til 4-3 efter 61:13 - altså i begyndelsen af overtiden. 

Men Rungsted blev igen presset af et fyrigt Herlev-hold, der startede rigtig godt i aften og bragte sig foran 1-0 efter fem minutter. Det var Alexander Lindqvist-Hansen, der satte scoringen for gæsterne, da han udnyttede en fejl på defensiv blå linje af Rungsted-backen Jacob Gammelgaard. Kæden med "Flash", Riekkinen og Herlevs bedste på aftenen, Luis Blak Olsen, startede i det hele taget rigtig godt. 

Rungsted arbejdede sig tilbage i kampen, kulminerende med Mikkel Perssons udligning på et flot, velplaceret slagskud. Helt lige efter første periode. 

Alex Wideman viste gode momenter i begyndelsen af anden periode, da han fandt Charlie Sarault foran mål. Saraults forsøg blev reddet, men Nikolaj Rosenthal var over returen. 2-1 til hjemmeholdet.

Fem minutter inde i perioden satte Morten Jensen et tungt hit på Alexander Lindqvist-Hansen, hvis trøje efterfølgende sad fast i banden. Svenskeren måtte rive sig fri af en "holding" og kunne spille videre med et smil. 

Kort efter blev Morten Jensen noteret for 3-1-scoringen, mens Joseph Jonsson elegant reducerede på straffeslag kort før pausen. 

Tredje periode var præget af meget spil i midtzonen, men Nichlas Hardt havde dog en friløber på Elmose i Herlev-målet, som lukkede flot af. I slutfasen fik David Grubak i Rungsted-buret en udvisning for at smide pucken ud over banden. Herlev udnyttede overtallet til udligning, da Anton Johansson hamrede et kanonskud i nettet. 

Altså uafgjort efter 60 minutter, inden Sarault afgjorde. 

 


VIDEO: Jesper Jensen siger definitivt goddag til Frederikshavn 2-0: Odense og Galansky holdt buret rent i Vojens