Jonathan Brinkman tilslutter sig White Hawks truppen i eftermiddag, og bliver genforenet med brormand Sebastian resten af denne sæson

Rødovre Mighty Bulls har i dag offentliggjort en forlængelse af kontrakten med Jonathan Brinkman, så den gælder frem til og med sæsonen 2022/23.

 Brinkman skiftede før denne sæson til Rødovre fra Aalborg Pirates og har været et frisk pust i offensiven for Mighty Bulls. Han har fået masser af spilletid og udviklet sig positivt.

Netop udvikling er i højsædet for både Brinkman og Mighty Bulls, så derfor drager han for resten af sæsonen tilbage til det Nordjyske, hvor han udlejes til Frederikshavn White Hawks.

 Direktør Morten Nielsen om de nye aftaler med Jonathan Brinkman:

- Vi er rigtig glade for, at Jonathan er klar på en sæson mere i Rødovre-trøjen. Han er en spændende ung spiller, der har gjort et positivt indtryk hos os med en god energi og udvikling. Så at Jonathan ligeledes har været rigtig glad for at være her og interessen for at fortsætte samarbejdet var gensidig, har været rigtig positivt.

- Når vi ligger, hvor vi gør, så kommer der nogle henvendelser fra andre klubber – både i udlandet og fra Metal Ligaen. Frederikshavn har givet os et tilbud, der på alle parametre er rigtig fornuftigt for alle tre parter og som særlig vigtigt styrker én af vores unge spilleres udviklingDe vil meget gerne styrke sig op til Final4 og slutspillet, og det ser vi som en god mulighed for, at Jonathan, som stadig kun er 20 år, kan få noget værdifuld erfaring og stå endnu bedre rustet til sin rolle i Rødovre-trøjen i næste sæson, fortæller han.

Direktør i Frederikshavn White Hawks Henrik Andersen:

- Jonathan er en rigtig dygtig spiller, som vi glæder os til at byde velkommen hos White Hawks. Vi har i forvejen hans bror på holdet og ser frem til, at han kan styrke vores bredde og bidrage til holdet både i den kommende Final4- weekend og i slutspillet.

- Der skal lyde en tak til Rødovre for en rigtig god dialog hele vejen igennem. Vi synes, at det her er en god mulighed for både os, Rødovre og Jonathan, og er glade for, at det kunne lykkes, fortæller han.

Jonathan Brinkman har i sæsonen lavet 16 point i 35 kampe for Rødovre Mighty Bulls. Han slutter sig til Frederikshavn-truppen mandag og kan få debut onsdag, hvor Frederikshavn hjemme møder Herlev.

 

 


VIDEO: Højdepunkter fra Odense-Frederikshavn VIDEO: Højdepunkter fra Rødovre-Herning