Den populære svenske træner har sat sin signatur på en forlængelse af kontrakten med vendelboerne

Frederikshavn White Hawks har netop udsendt en pressemeddelelse, hvor fansene får en dejlig julegave at starte denne juleaften på. Den populære svenske træner, Fredrik Johansson, har netop forlænget kontrakten med klubben, så han også står i spidsen for holdet i næste sæson. Hans parløb med assistent Christian Schioldan har været en stor succes, hvilket klubben altså allerede nu har handlet på, og fået underskriften med svenskeren i hus.

Sportschef Kasper Kristensen udtaler følgende om underskriften fra den svenske træner.

-Vi er rigtig godt tilfredse med, at vi har landet en ny aftale med Fredrik. Da han kom til klubben, aftalte vi, at vi ville bruge det første stykke tid til at se hinanden an, for at se, om vi havde fundet det rigtige match. Det er vi slet ikke i tvivl om, at vi har fået i Fredrik. Vi har haft en rigtig god dialog, både Fredrik, Christian Schioldan og jeg, igennem den første del af sæsonen, og vi er glade for, at vi kan beholde dem begge to til næste sæson.

-Vi får noget kontinuitet, ved at beholde det samme trænerteam, og spillerne er rigtig glade for de to. Vi har gennem sæsonen udviklet os som hold, og det skal vi blive ved med, samtidig med, at det til næste sæson bliver nemmere at bygge holdet op, med det spilsystem Fredrik og Christian praktiserer. Vi er rigtig glade for den forlængelse af kontrakten, og ser med stor ro i maven frem mod 2025, lyder det fra sportschef Kasper Kristensen.

Træner Fredrik Johansson udtaler.

-Jeg er rigtig glad for at fortsætte i Frederikshavn White Hawks. Det er en rigtig god klub, hvor jeg har oplevet en fantastisk organisation. Jeg trives i klubben, har et godt samarbejde med kontoret, sportschefen, dem i og omkring holdet, og alle de frivillige og fansene, som gør et stort stykke arbejde hver eneste dag.

-Jeg har et rigtig godt samarbejde med Christian Schioldan, og vi supplerer hinanden rigtig godt. Jeg synes, vi har fået en god gruppe op at stå i spillertruppen, og vi er på rette vej, med det vi gerne vil med det her hold. Det er jeg glad for at være en del af, også i næste sæson, for jeg trives virkelig godt her i Frederikshavn, lyder det fra Fredrik Johansson.

En herlig nyhed til de mange White Hawks fans, der allerede er begyndt at se frem mod de to nytårsbrag mod rivalerne fra Aalborg Pirates, i dagene efter juleand og flæskesteg er fordøjet. 


Rødovre forstærker sig med finsk forward UGENS HOLD: Disse seks er med i A-kæden for den forgange uge