Set i bakspejlet var det tilsyneladende en satsning, der slog fejl, da Julian Jakobsen som trold af en æske dukkede op til Final Four-semifinalen i Gigantium Isarena mod Rungsted i januar.
Jakobsen var skadet, og deltagelsen i Final Four-matchen satte ham tilbage med to-tre uger, fortæller han i dag til Nordjyske.
Til gengæld satser og håber han på at blive klar til det kommende slutspil, der begynder 8. marts, næste fredag.
– Jeg har været på is for mig selv de sidste par dage, og det er gået fint, så det har været en positiv test. Jeg forventer at blive klar, og det er også med det for øje, at jeg har siddet ude de sidste kampe. Vi har ikke villet tage nogen chancer, siger Julian Jakobsen til avisen.
Selv om Aalborg stadig ligner et skrøbeligt mandskab, er Jakobsen sikker på, at trænerskiftet fra Jason Morgan til Garth Murray har været af positiv karakter.
Murray i trænersædet har givet et “kæmpe positivt boost”, konstaterer Aalborg-kaptajnen.
– Der er stadig nogle mangler i vores spil, men det er ting, der kræver, at vi begynder at bruge tanken lidt mere. Det er heldigvis til at rette op på, og så er vi også blevet bekræftet i, at vi skal være fuldtallige, hvis vi skal vinde noget, men det tror jeg også på, at vi nok skal være, når det går løs om halvanden uge, siger Julian Jakobsen til Nordjyske.