Der er grund til optimisme i Rødovre, vurderer Metal Liga-redaktør Michael Søvsø

Rødovre vil tilbage i slutspillet i foråret 2024.

Det er der ikke den mindste tvivl om, for det er på ingen måde tilfredsstillende for Mighty Bulls-ledelsen og omgivelserne i den traditionsrige klub ikke at have været i slutspillet i de seneste to sæsoner.

Ikke siden 2012/13-sæsonen har Rødovre været længere end kvartfinalen, og nu skal der tages små skridt frem mod en ny, stor tid. Den kommende sæson skal være det første lille skridt, og selvfølgelig er det ikonet Olaf Eller, der står i spidsen for genrejsning. Det kunne knapt være anderledes.

Olaf Eller kender stort set enhver dansk ishockeyspiller til detaljen, og derfor ved han præcist, hvad han gør, når han sætter sin trup sammen.

Det bliver med målmandsduoen David Grubak og William Rørth som de to bageste sidste skanser. Umiddelbart vurderet er det en helt jævnbyrdig duel, og mon ikke Olaf Eller i første omgang lægger op til en ”deler” mellem de to danskere, inden han måske sidst i grundspillet vælger sin førstemand?

Backlinjen har fået et alvorligt dansk tilsæt af Sebastian Bergholt, der er tilbage efter eksil i Aalborg og Rungsted. Han rykker helt sikkert ind i ledergruppen på holdet.

Edvard Lundmark ser spændende ud, Anton Als kan se frem til mere spilletid, ligesom Mikkel Persson også havde en stabil sæsonafslutning. Lasse Carlsen får mere og mere ansvar.

Ud fra statistikkerne kan vi vel kalde amerikanske Kyle Hallbauer for en ”joker”, der både kan blive på godt og ondt, og så lugter det af, at Måns Hansson og Jaeden Martin vender tilbage i august.

Hansson var stabil i hele sæsonen, og kan vokse sig til endnu mere, mens den meget flagrende Jaeden Martin fandt noget bedre frem som sæsonen gik. Han fik lige godt 20 minutter pr. kamp sidst på sæsonen.

Antager vi, at Mighty Bulls begynder med den backlinje, tilsat ”Olaf Eller”-struktur, ser det ikke helt tosset ud i Rødovre Centrum Arena. Der er i hvert fald lagt op til en bedre start end i fjor.

Vi skal videre med angrebet, hvor Olaf Eller nok har mistet Jonathan Brinkman og Tristan Petersen, men ellers har bevaret de spillere, han ønsker fra sidste sæson og tilsat et par ret spændende folk i Marcus Almquist med det store potentiale og den spændende Alex Haunstoft, som kommer fra et nordamerikansk eventyr.

Mads Eller giver alt for trøjen, Mikkel Jensen havde måske sin bedste sæson i Metal Ligaen, og Christopher Rübenach kan smide endnu flere point i bogen i den kommende sæson. Christian Thunbo er en evig fighter, som altid er pålidelig og Niclas Krarup er en solid tredje/fjerdekæde-spiller, hvor også Oliver Marklund vil dukke op med sin arbejdsvilje.

Imports hidtil: Frank Gymer, hvis kvaliteter vi kender. Er han hundrede procent frisk, er han en af Metal Ligaens bedste af slagsen. Får han en ny legekammerat i Sami Moilanen, der i store træk har spillet fire hele sæsoner hos storklubben Tappara Tampere og har juniorlandskampe for Finland? Og synes Brandon Magee med sine tal fra den britiske og polske liga ikke at være en ganske habil udlænding?

Der kommer formentlig mindst en import mere til angrebet, og var Rødovre-fan ville jeg være mere optimistisk end i de seneste par sæsoner. Der er ingen tvivl om, at Rødovre i første omgang vil forsøge at fange Herlev ind med naboernes tab af spillere in mente, men der skal nok være mange klubber, der får problemer i mødet med en taktisk velsmurt og disciplineret Mighty Bulls-maskine.


CONTINENTAL CUP: Herning skal spille semifinale i Italien Victor Sand fortsætter hos Esbjerg Energy