Peter Hirsch skal være målmandstræner i SKA St. Petersborg

Det bliver Valery Bragin, der både skal være russisk landstræner og træner for SKA St. Petersborg og med sig i trænerstaben hos St. Petersborg, der vel må betegnes som Europas største og rigeste klub, tager Bragin såmænd en dansker. 

Peter Hirsch spillede sin sidste Metal Liga-kamp i 2014 i Rungsted, og den tidligere danske landsholdsmålmand har siden helliget sig trænergerningen.

Hirsch har blandt meget andet været målmandstræner for det danske landshold og har ligeledes stået for samme stykke arbejde i Timrå i HockeyAllsvenskan. Her har han været siden 2015/16-sæsonen og har tilsyneladende vist så store kompetencer, at han nu lander et absolut topjob.

Han skal være en del af målmandstrænerteamet - som "individual goaltending coach" - hos SKA St. Petersborg, og han bliver dermed den første dansker, der som træner træder ind i KHL, der må betegnes som Europas største liga. 

Spændende, hvordan Hirsch falder til i Ruslands næststørste by, hvor det kun er mesterskabet, der tæller - og intet andet. 

Peter Hirsch har en kæmpekarriere bag sig. Ikke blot er han et af de største navne i Rungsted, men har også stået i flere forskellige store ligaer ude i Europa, blandt andre SHL. Han har ligeledes været britisk mester med Coventry Blaze og har 11 VM-turneringer på sin kappe for Danmark. 


Feltet klart: Fire dommere dyster om BT's Gyldne Fløjte BRAGIN BLIVER LANDSTRÆNER: Rødovre-legende får det ultimative job i Rusland