Herlev Eagles-Odense Bulldogs 3-2 (0-1,1-0,2-1)
Ishockey-euforien er total i Herlev.
For første gang i 42 år skal byens hold spille en finale om det danske mesterskab.
Sidste gang var i 1984, hvor den daværende Herlev Ishockey Klub vandt guldet i Aalborg med en 2-1-sejr over AaB Ishockey i en fjendtlig stemt hal i Samsøgade.
I aften var atmosfæren noget mere venlig i en propfyldt Martinsen Arena, hvor der ikke kunne proppes et ekstra menneske ind. Hele Herlev ville se deres yndlinge afgøre semifinalen.
Og det gjorde de sort-gule ørne. Men det var ikke uden sværdslag mod et Odense-hold, der kæmpede til absolut sidste sekund og var med til at gøre den her semifinaleserie til en af dem, der ikke går i glemmebogen.
Det var så følelsesladet for hjemmeholdet, at Herlev-kaptajn Matthias Asperup var i gråd, da han efter kampen skulle kommentere på finalepladsen.
Herlev startede stærkt, men gæsterne tog over og spillede stærkt i første periode.
Jonathan Brinkman bragte Bulldogs foran 1-0, da han smart fik snydt Emil Zetterquist fra sin position bag mål.
Herlev fik et kæmpe boost kort inde i anden periode, da Victor Cubars - hvem ellers - dukkede op og udlignede til 1-1 for hjemmeholdet.
Han hamrede en puck, der kom ud fra banden, direkte ind i kassen. Typisk Cubars i denne sæson.
Det var på Niklas Lundström, der var tilbage i buret for Odense Bulldogs efter tre kampe ude med en skade.
Vi skulle helt frem til en tredje periode, der var ramt af akut stillingskrig, før holdene fandt det tredje mål i kampen.
Der var Oliver True, der skubbede sig ind foran Arvid Bergström og viste den vilje, der skal til for at vinde kampe.
2-1 til Herlev, der kort efter fik øget føringen, da der var koks i forsvaret inde foran Lundström.
Noah Samsøe udnyttede det, Carl Skärström afsluttede, og hjemmeholdet var på 3-1. Det lignede afgørelsen.
Men som så ofte før i den her serie, ville ingen af holdene give sig. Heller ikke Odense, der fik reduceret ganske hurtigt. Maksim Popovic var på plads, og nu var stillingen 3-2 i hjemmeholdets favør.
Odense arbejdede stenhårdt for at få udlignet. Og flere gange dansede pucken tæt inde omkring Zetterquist. Med fire minutter igen tog Maksim Popovic en udvisning, som han slet ikke var tilfreds med at få, og dermed kom Odense lidt ud af rytmen.
Men det sidste minut var et bombardement mod Herlev-zonen og sort-gule-mennesker, der kæmpede for den helt store triumf.
Da den sidste sirene lød, var lykken total på Tvedvangen, og der skal på næste søndag være DM-finale i Herlev for første i mere end fire årtier.
Og som altid skønt at se, at de to holds spillere respekterede hinanden ved det sidste handshake.
Det var en fin slutning på en fed slutsspilsserie.