Er vestjyderne for alvor ved at komme på sejrskurs efter sejr i den svære udekamp mod Pirates?

Aalborg Pirates-Esbjerg Energy 2-3 (0-0,0-3,2-0)

Onsdag aften pointerede Philip Larsen, at Esbjerg helst skulle levere bedre end sidste gang, holdet var i Aalborg. Dengang tabte vestjyderne med hele 3-7, og blev i perioder spillet ud af Sparekassen Danmark Arena.

Sådan gik det ikke i aften, hvor Esbjerg drog fra Nordjylland med en sejr på 3-2 og havde tre point med hjem i bussen.

De første 20 minutter var jævnbyrdige og hektiske og i en god atmosfære i den nordjyske arena. Begge hold gik hårdt til den og havde fine chancer.

Både Aalborg og Esbjerg kom i powerplay, men første periode blev også præget af et par gode målmandspræstationer af Sørensen i Aalborg-målet og Rüegger i gæsternes mål, der havde fået chancen i aften. Esbjerg skabte store chancer i sit powerplay, og ”finnerne” var tæt på at udspille Aalborg-boksen, men den sidste finish som så ofte.

Målløst efter første periode, men den tendens blev brudt lynende hurtigt i anden periode, hvor Jaakko Heikkinen fik scoret for gæsterne. Anden kamp i træk med mål for Heikkinen, er den finske center endelig ved at være kommet i gang?

Esbjerg fortsatte med at være bedst, som anden periode skred frem og leverede i det hele taget en fin og meget disciplineret indsats. Sebastian Skovning var meget tæt på at bringe vestjyderne foran med to, og lige omkring halvvejs i kampen eksploderede Esbjerg.

Først var Grayson Downing hurtig efter en vundet faceoff og flænsede pucken ind bag Sørensen og kort efter var det tilbagevendte Gordie Ballhorn, der scorede sit første sæsonmål fra blå linje.

En fremragende anden periode af gæsterne, der havde masser af tilskuere med til Aalborg.

I det hele taget var der godt besøgt med 3081 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena, og i aften kunne hovedparten af dem endelig juble i tredje periode, hvor Tor Ulrik Rasmussen og Julian Jakobsen pludselig satte spænding ind i kampen med to reduceringer.

Kampen øgede i intensitet, som minutterne skred frem og det blev en herlig fight. Aalborg forcerede, Esbjerg forsvarede og gæsterne fik sat en stopper for Aalborgs store chancer.

Tyler Farmer dummede sig med udvisninger i slutfasen og det kostede den sidste mulighed for at forcere for hjemmeholdet i de sidste minutter.

Først i det sidste minut fik Aalborg presset på gæsterne, der overlevede og jublede over den anden sejr på stribe. Det var en af Esbjergs bedste kampe i sæsonen.


KAMPEN KORT: Rødovre vandt bundgyseren i Frederikshavn KAMPEN KORT: Ørnene endte med at vinde sikkert i en fyldt arena