Aalborg Pirates-Sønderjyske 4-3 (1-1,1-1,1-1) 1-0
Det var egentlig en kamp, der må have givet optimisme i begge lejre frem mod det kommende slutspil.
For Sønderjyske og Aalborg Pirates spillede begge en fin match og får de to hold trukket de ret grove fejl i egen zone væk, der førte til et par mål, så synes formen at være opadgående.
Sebastian Brinkman scorede et meget fint gennemspillet mål til 1-0, der indledte kampens målscoring, mens Nicolas Werbik udnyttede en grum fejl af Nicolai Nielsen til at gøre det til 1-1.
Sebastian Ehlers er en fin undertalsspiller, og han gjorde det igen glimrende i den svære disciplin, da han scorede til 2-1 for Aalborg i anden periode, men igen slog sønderjyderne igen.
Angelo Miceli sneg sig ind bag forsvaret og udlignede til 2-2 med en perfekt afslutning over skulderen på George Sørensen.
Også i tredje periode delte de to hold to mål.
Først drog Brycen Martin ind og hamrede en puck ind bag Pettersson og til sidst i kampen var det brandvarme Matt Kopperud, der satte udligningen.
Ikke inde foran mål, som han plejer, men på et hamrende slagskud ude fra kanten.
3-3 og overtid, og her var det Marcus Kallionkieli, der dukkede op inde foran mål og afgjorde sagerne til stor jubel for hjemmepublikummet. God stemning i Aalborg denne aften, også via de larmende tilrejsende fans fra Sønderjyske.