Aalborg Pirates-Rungsted Seier Capital 3-2 (0-1,0-1,2-0) 1-0
Der var ikke meget søndagssløvhed over opgøret i Sparekassen Danmark i eftermiddag.
Aalborg Pirates og Rungsted Seier Capital gav hinanden noget af en dyst foran lige over 2100 tilskuere i det nordjyske.
Var de sløve, da de kom til hallen, sørgede de to mandskaber for at vække dem.
Ikke mindst i anden periode, hvor både øretæver og verbale øretæver føg gennem luften.
Det hele endte i overtid, hvor Ty Farmer med sit første sæsonmål sendte to point til Aalborg. Det var den nye mand, Anthony Salinitris pasning, der endte hos Farmer, der jublende kunne glide hen over isen og lade sig fejre efter 3-2-scoringen.
Aalborg dominerede spillemæssigt i første periode, men det var gæsterne, der fik scoret det enlige mål. Det var den altid giftige "svenskerpowerplay", der blev afsluttet af Theo Keilin.
Rungsted havde masser af muligheder i powerplay i en anden periode, hvor overtalsmulighederne var mange i gæsternes favør. Det var dog i fem mod fem spil, at Valdemar Hull fik øget føringen.
Gæsterne spillede fin udebanehockey i midtperioden, der var præget af masser af dramatik.
Jacob Gammelgaards tackling med hoften/bagdelen fik Oliver Anker til at ømme sig så kraftigt, at han kortvarigt måtte udgå.
Lasse Bo Knudsen var tosset på Gammelgaard, og det kom til konfrontation mellem de to store backer - og i øvrigt en masse ballade spillerne imellem i løbet af de midterste 20 minutter.
Rungsted tog en powerplaymulighed med ind i tredje periode, men den blev spildt, og i stedet fik Eric Engstrand scoret til 1-2 på en "helflugter" foran mål.
Det satte et gevaldigt Aalborg-pres i gang, og nu begyndte udvisningerne at vælte ned over gæsterne i stedet. Det var næsten en uundgåelig konsekvens, at hjemmeholdet fik udlignet. Det var Tobias Ladehoff, der var på plads inde foran.
Rungsted fik to udvisninger i slutfasen af den ordinære spilletid, som Aalborg ikke formåede at udnytte. Også i den absolutte slutfase måtte Theo Keilin "æde" to minutter i straffeboksen, og det kostede i overtiden, hvor Ty Farmer altså afgjorde tingene. En forrygende weekend for Aalborg, der med fem point i to kampe for alvor er tilbage Metal Final4-ræset.
Der er Rungsted også stadig efter at have medvirket i to dejlige ishockeykampe i løbet af weekenden. Det gav to point til Seier Capital, de kunne godt have fortjent et enkelt mere - sådan set over hele weekenden.