Rungsted Seier Capital-Aalborg Pirates 0-4 (0-0,0-2,0-2) For anden gang i weekenden ramlede Rungsted Seier Capital og Aalborg Pirates sammen og for anden gang på 48 timer – sådan godt og vel- vandt Aalborg Pirates over nordsjællænderne.
Denne gang var det Aalborgs special teams, der vandt sikkert over Rungsted. Tre gange scorede Aalborg i powerplay, mens Rungsted stod på et rundt nul i den kategori.
Rungsted havde ellers masser af muligheder for at sætte overtalsmål i første periode, hvor gæsterne blev ramt af tre udvisninger. Men Aalborgs boks stod godt foran en sikker George Sørensen og således gik de to hold altså målløst ind i anden periode.
Her tog Aalborg fat og fik scoret to gange. Den store svensker Eric Engstrand var sidst på pucken i en omstilling og satte pucken sikkert ind bag Grubak.
Rungsted-målmanden måtte efter Aalborg-scoringen ud i en serie af vilde redninger, hvor han flere gange fik reddet på gæsternes forsøg. I sidste omgang kom han desperat ud med staven, da Nicolaj Carstensen stod helt fri foran mål.
Julian Jakobsen fik øget til aalborgensisk 2-0-føring i powerplay med et par minutter til pause, og dermed kunne gæsterne gå til pause med et ganske godt udgangspunkt.
Fem minutter inde i tredje periode kom kampens afgørende sekvens. Både Rungsted og Aalborg havde gode muligheder i en hidsig slagudveksling, hvor både Sørensen og Grubak vandt duellerne med deres respektive udfordrere. Kort efter blev Tim Welin udvist for Rungsted for en slashing.
Der gik blot 15 sekunder, så havde Aalborgs nordamerikanere slået til. Anthony Salinitri fandt Chase Berger foran mål og amerikaneren skulle blot sætte staven på. 3-0 til Aalborg og noget, der lignede en tidlig afgørelse på kampen.
Da Valdemar Ahlberg kort efter måtte i boksen, var Aalborgs powerplay nådesløst igen. Chase Berger leverede en dejlig ”halv-maskeret” baghåndspasning til Jake Smith, der hamrede den ind til 4-0 i gæsternes favør. Der var spillet 47 minutter.
Resten af kampen var transport og ingen af holdene gjorde frygtelig meget væsen af sig i slutfasen. Dermed er Aalborg på andenpladsen med et par kampe mere end Herlev og to point ned til ørnene. Rungsted hænger fast i ”bund fire” og er for tiden ret meget ude af form med tre nederlag på stribe.