Efter en jævnbyrdig åbningsperiode leverede Esbjerg en stærk anden periode. Det skulle i sidste ende vise sig at blive afgørende, da Esbjerg fik ram på de forsvarende mestre fra Odense, der bl.a. blev besejret efter to mål af Phillip Schultz.

Esbjerg Energy - Odense Bulldogs 4-2 (1-1, 3-0, 0-1)

Odense og Esbjerg tørnede fredag aften sammen for femte gang i indeværende sæsons grundspil, da fynboerne gæstede Granly Hockey Arena. Til aftenens opgør stillede Odense med fuldt hold, mens Esbjerg måtte undvære Philip Larsen og Jeppe Bertram. Målmandsduellen stod mellem Niklas Lundström og Nicolaj Henriksen.

Odense kom bedst fra start

Præcist som stillingen også indikerede forud for opgøret, så var det ganske jævnbyrdigt mellem vestjyderne og fynboerne fra indledningen af åbningsperioden, hvor spillet bølgede lidt frem og tilbage i de første minutter, uden at den helt åbne chance opstod.

Fem minutter inde i kampen fik gæsterne dog skabt en af de nok så vigtige åbne chancer, da Maksim Popovic leverede et glimrende forarbejde, inden han sendte pucken ind foran mål, hvor Jeppe Jul Korsgaard ingen betænkningstid behøvede, da han resolut sendte en firsttimer ind bag Nicolaj Henriksen til stillingen 0-1.

Selvom opgøret var ganske tempofyldt, så var det småt med de store målchancer i åbningsperiodens første halvdel. Netop som man rundede ti minutter kom gæsterne dog frem til et godt forsøg, da Markus Jensen blev sat perfekt op til afslutning lige midt for det vestjyske mål, hvor Nicolaj Henriksen dog klarede for værterne.

I det 13. minut begyndte Esbjerg dog for alvor at røre på sig. Først var Lucas Andersen ganske tæt på med en styring tæt under mål, og et halvt minuts penge senere havde hjemmeholdet faktisk pucken i nettet. Men til Esbjerg-spillernes store fortrydelse, så havde dommerens fløjte lydt for en blokering kort tid forinden, selvom Niklas Lundström i gæsternes mål ikke havde styr på pucken.

Selvom målet derfor naturligvis ikke kunne få lov til at stå, så ændrede det dog ikke på den kendsgerning, at det blev startskuddet til en stærk offensiv periode fra Esbjergs side. En periode, der kort tid efter også kastede en udlignende scoring af sig.

Med fem minutter tilbage af åbningsperioden sendte Kevin Spinozzi med en fin pasning Rasmus Bjerrum af sted ned mod gæsternes mål. Bjerrum tog den direkte vej mod målet, og lagde køligt pucken ind under Niklas Lundström til stillingen 1-1.

I det efterfølgende minut tog Esbjergs Jaakko Heikkinen kampens første udvisning, da han kom til at sende pucken ud på tribunen fra egen zone. Men Odense fandt ikke vej til netmaskerne i det efterfølgende fynske power play, hvorfor stillingen altså fortsat var 1-1 efter de første 20 minutter.

Esbjerg trak fra i anden periode

Værterne fik en drømmestart på anden periode, da Phillip Schultz gav vestjyderne føringen blot et minut inde i den midterste periode. Gordie Ballhorn sendte her pucken mod mål fra distancen og undervejs fik Schultz staven på, således at skiven blev styret ind bag gæsternes svenske keeper til 2-1.

Fire minutter senere fik hjemmeholdet en gylden mulighed for at udbygge føringen yderligere, da Miku Ronkainen blev sendt af sted på et break away-forsøg helt alene med Odenses keeper. Den duel kom keeper Niklas Lundström dog bedst ud af.

Ni minutter inde i anden periode fik Esbjerg for første gang i kampen chancen i power play, da Odense kom til at sende en mand for meget på isen. Da Jeppe Jul Korsgaard også indkasserede en udvisning blot 39 sekunder senere, ja så havde Esbjerg altså 1:21, hvor man kunne spille fem mod tre.

Men trods et massivt vestjysk overtag og talrige afslutninger, så udeblev den vestjyske overtalsscoring ved den lejlighed.

Paradoksalt nok kom Esbjerg til gengæld på tavlen 15 sekunder efter, at Odense atter var blevet fuldtallige. Efter et par træk tæt under mål var det Thomas Mondrup, der fik overlistet Niklas Lundström. Esbjerg var dermed oppe med to.

Odense-spillerne virkede til tider lidt frustrerede i anden periode, hvor der da også stod Odense på den næste udvisning. Georgs Golovkovs måtte til afkøling for en helt unødvendig slashing 14 minutter inde i perioden.

Men trods en mand i undertal, så fik gæsterne faktisk en rigtig god mulighed for at reducere, da man fik sendt Jeppe Jul Korsgaard af sted på et rigtigt fint break away-forsøg i undertal. Nicolaj Henriksen fik dog pillet pynten af forsøget fra Korsgaard og Esbjerg kunne dermed sætte jagten ind på kampens første power play-scoring, som da også kom kort tid efter.

Brandon Magee stod her for forarbejdet, mens Phillip Schultz var først over en løs puck helt inde i målfeltet. Phillip Schultz havde dermed scoret for anden gang i opgøret, og Esbjerg var således oppe med 4-1.

Odense pressede på, men Esbjerg stod imod

Esbjergs Sebastian Skovning fik raget en udvisning til sig for en høj stav i anden periodes sidste minut, og gæsterne kunne dermed rulle overtalsformationerne ud fra starten af tredje periode. Men Esbjergs box play arbejdede godt for sagen, og Esbjerg klarede frisag.

Med en udvisning til Daniel Baastrup Andersen blev Esbjerg sendt i overtal et par minutter inde i tredje periode. Men trods et ganske solidt vestjysk overtag og flere gode målchancer, så udeblev scoringen.

I modsatte ende fandt gæsterne til gengæld vej til netmaskerne halvandet minut inde i deres power play, da Oliver Kjær fire minutter senere måtte til afkøling for en tripping. Jonathan Brinkman Andersen satte Joakim Thelin op til afslutning nogenlunde midt for mål, og afslutningen fejlede bestemt ikke noget, da svenskeren resolut sendte pucken i kassen til 4-2.

Selvom Odense fik endnu en overtalsmulighed ni minutter inde i perioden, og selvom fynboerne i slutfasen også satsede og spillede seks mod fem i de sidste to minutter, så blev der ikke scoret yderligere i opgøret.


Kampen Kort: Halvt blus gav 5-0 sejr til Herning AFTENENS RESULTATER i Metal Ligaen