Odense Bulldogs-Esbjerg Energy 1-2 (0-0,0-2,1-0)
Det var en test før playoffs for Esbjerg Energy, mens Odense med en sejr kunne sikre sig et endnu bedre udgangspunkt før "finalen om hjemmebanen" på søndag i Aalborg.
Esbjerg slap bedst fra den generalprøve.
Vestjyderne var en anelse mere stabile over hele linjen og skarpest foran begge mål. Og de kritiske Energy-fans kunne notere sig, at schweiziske Bryan Rüegger vel nok stod sin bedste kamp i sæsonen.
Holder han niveauet fra i aften, så er han faktisk en mand, der trygt kan sættes ind for vestjyderne i den kommende tid.
Hæsblæsende første periode, hvor begge hold havde et væld af chancer. Det gik stærkt, og det var underholdende. Kun målene manglede.
Odense satte pres på i starten af de midterste 20 minutter, men stille og roligt begyndte hjemmeholdets defensiv at sjuske, måske også på grund af de jagtende Esbjerg-angribere.
Alex Grant og Jaeden Martin var de store syndere og især førstnævnte virkede usikker i pasningsspillet. Lucas Andersen fik skrabet Esbjergs første mål ind efter 36:07 minutter og blot 31 sekunder senere var det såmænd den ellers sikre Niklas Lundström, der lod et harmløst skud passere.
Skiven lå pludselig bag Lundström og Anders Krogsgaard var først over den og proppede den i nettet.
Tredje periode var i lange sekvenser en forgæves jagt på chancer fra Odenses side. Esbjerg havde fin kontrol over begivenhederne, og der var stadig mange fejl i opspillet hos hjemmeholdet.
Hovedparten af de over 3000 tilskuere - der var proppet næsten til randen - kunne juble, da Odense endelig fik reduceret.
Et glimrende angreb blev afsluttet af Arvid Bergström på et Odense-hold, der havde den nye mand Oskar Maier med for anden gang. Han arbejdede hårdt, men mangler lige at få hul på bylden.
Esbjerg Energys kollektiv leverede en god vare med Rüegger som bedste mand i en holdpræstation, der lovede godt for Esbjergs kommende slutspilsdrømme. Oliver Kjær blev udvist for dårlig opførsel efter første periode og det var altså uden den centrale spiller, at Energy fik arbejdet tre point med hjem i bussen.