Bundholdet indkasserede udligningen i overtal

Frederikshavn White Hawks-Rungsted Seier Capital 2-3 (2-0,0-0,0-2) 0-0,0-1

Fredag aften var det den bitre "ikke-udligning" i Herlev - tiden var gået - der kostede Frederikshavn point, og søndag eftermiddag var det Frederikshavn selv, der i den grad smed point overbord.

Frederikshavn var foran 2-1 i tredje periode og var endda i overtal, da Brandon Frattaroli kiksede og smed pucken væk. Det udnyttede Lukas Bang og Filips Buncis - med sidstnævnte som målscorer - lynende hurtigt og effektivt. 

Det var på et tidspunkt af kampen, hvor først Tim Welin - to minutter - og bagefter Jacob Gammelgaard i fem minutter, var blevet udvist. 

White Hawks havde alle muligheder for at køre kampen, men det lykkedes altså ikke, og i stedet endte Rungsted med at vinde i straffeslag med Filip Karlsson som matchvinder. 

Tilbage til start: Frederikshavn leverede en solid første periode, der blev afsluttet med to scoringer. 

En afretning hoppede ud til Thomas Spelling, der i powerplay klappede til pucken første gang og bragte White Hawks foran 1-0 med tre minutter igen.

Pucken var kun lige givet op, og så blev Thomas Søndergaard spillet fri ved modsatte stolpe, hvor han lagde pucken i åbent mål til 2-0. 

Anden periode var målløs, og Frederikshavn-målmand måtte ud med flere gode redninger, mens Brandon Frattaroli og Maurizio Collela havde store muligheder i den anden ende.

Rungsted pressede på straks fra start i tredje periode - altså en helt omvendt situation end fredag aften, hvor nordsjællænderne forsvarede sig i tredje periode mod Esbjerg - og fik resultat. 

Andrew Peski skød udefra og pucken drog stille og roligt ind i Frederikshavns kasse bag Zimmermann. 

Og så endte det altså med vendingen til sidst på en eftermiddag, hvor White Hawks havde alle muligheder for at få tre vigtige point - men altså måtte nøjes med et enkelt.

Det ser stadig tungt ud for Frederikshavn i bunden, mens Rungsted nu er 13 point foran nordjyderne i bundkampen og ligger ganske lunt efter en god weekend med fem point på to forskellige måder. 


KAMPEN KORT: Sønderjyske vandt i overtid mod Herlev KAMPEN KORT: Piroutek-hattrick i Odense-sejr over Rødovre