Frederikshavn White Hawks-Rungsted Seier Capital 0-3 (0-0,0-0,0-3)
Frederikshavn havde med tre sejre i de sidste tre kampe op til 16. spillerunde en ret sikker chance for at komme med i Metal Final4, men allerede onsdag aften blev den chance forspildt.
Nordjyderne tabte 0-3 mod et stadig svækket Rungsted-mandskab, der kom til Frederikshavn og gjorde et solidt job. Mere skulle der ikke til for at besejre White Hawks onsdag aften i en kamp, der næppe får skønhedspriser, når sæsonens regnskab skal gøres op.
Alene skudstatistikken 3-3 i en meget chancefattig første periode siger meget om, at hjemmeholdet ikke rigtig kunne, mens Rungsted - naturligt nok med situationen in mente - bare ville holde sig inde i kampen længst muligt.
Der var flere muligheder i anden periode: Frederikshavn havde en giftig powerplay-situation, Maurizio Collela var tæt på at score sit første mål i den hvide trøje og Gorm Topholt måtte redde på stregen for hjemmeholdet.
Men stadig 0-0 efter 40 minutter og kampen på en knivspids.
Det skulle vise sig, at det var gæsterne var skarpest i de sidste 20 minutter.
Et fint angreb, hvor Steve Whitney kom forbi på kanten, blev afsluttet inde hos Ludvig Elvenes, der bankede pucken i nettet til Rungsted-føring og kort efter - lige halvvejs i perioden - satte Andrew Peski et trækskud op bag Kevin Frydkjær i White Hawks-målet.
Morten Jensen satte det afgørende stød kort før tid, da han i powerplay kunne spadsere ind og score stensikkert til 3-0 i gæsternes favør.
Sikke en forløsning for et fornuftigt agerende Rungsted-hold med en sikker Grubak som sidste skanse, mens Frederikshavn nu skal kigge nedad i tabellen i stedet for at drømme om Metal Final4.