White Hawks førte 2-0 over Herlev, men gæsterne snuppede alligevel alle tre point

Frederikshavn White Hawks-Herlev Eagles 2-3 (1-0,1-2,0-1)

Herlev Eagles tog de forventede tre point i Frederikshavn, men det var ikke uden sværdslag mod et Frederikshavner-hold, der manglede alle "de solgte" spillere plus Max Zimmermann, Santeri Suistio og Thomas Søndergaard, Gorm Topholt og Mikkel Skov.

Det gav blandt andet debut til Anthon Høeg og Noah Hulsig - to unge 16-årige spillere - og de kæmpede bravt som resten af Frederikshavn-hold, der må have været rekordungt denne aften.

Alexander Lunsjö bragte Frederikshavn foran 1-0 i første periode og sensationen - for det var det vel ret beset, hvis Frederikshavn ville vinde - lå på lur, da Mikkel og Magnus Bertelsen kombinerede sig til 2-0-målet.

Magnus Bertelsen noterede sig for sit første Metal Liga-mål.

Ganske imponerede var 1051 tilskuere mødt op, og de kunne se Herlev skrue en anelse op for tempoet i anden periode. 

Det betød to scoringer i anden periode. Først af Oskar Just, siden af Axel Lindström i powerplay.

Frederik Bjerrum har været mange point værd for Herlev og spiller en af sine mest stabile sæsoner i karrieren i Metal Ligaen. 

Således var det også ham, der satte den afgørende scoring ind i tredje periode, da han opfangede en løs puck midt i White Hawks-zonen.

Frederikshavn formåede ikke at komme igen, men trak Anton Wilde i målet til sidst, og det var vel mere, end man havde håbet på inden kampen.

Meget ærefuld indsats af White Hawks-mandskabet mod et Herlev-hold, der aldrig nåede tinderne og sneg en pligtsejr med hjem i bussen. Der var debut til svenske Kalle Eriksson i Eagles' backlinje, hvor Anton Johansson og Marius Kring var fraværende. 

 


KAMPEN KORT: Rungsted tog den tredje hjemmesejr mod Rødovre KAMPEN KORT: Herning overlegne mod Esbjerg