Aalborg Pirates-Odense Bulldogs 1-5 (1-0,0-1,0-4)
Odenses 37-årige Alex Grant har prøvet det meste i karrieren.
KHL, NHL, OL, Spengler Cup og masser af sæsoner i AHL.
Men at lave hattrick i en slutspilskamp har han næppe prøvet før. Så det var en "Grant-aften" i Aalborg i aften, da kampen skulle afgøres i tredje periode, hvor det hele endte med at blive afgjort klart og tydeligt til Odenses fordel.
Stillingen var 1-1, da Grant fik hamret pucken ind bag Sørensen i powerplay med et mægtigt slagskud. Lidt heldigt fik han scoret igen til 1-3 med et skud, der nærmest hoppede ind over stregen, og minsandten om ikke også han stødte med frem og satte 1-4-scoringen præcis i tiden 46:00.
Dermed havde han altså lavet hattrick på blot tre minutter og 32 sekunder, og det kan selv den farligste angriber vel næppe gøre efter. Sikke en aften for John Alexander Grant, som er hans fulde navn.
Det må utvivlsomt være det hurtigste hattrick af en back i dansk slutspilshistorie, og det canadiske stormvejr afgjorde altså kampen foran 2511 - de fleste skuffede - tilskuere i Aalborg.
De havde håbet på meget mere i aften, og kom også godt i stødet i første periode, da Anthony Salinitri flåede pucken op i nettaget til hjemmeholdets 1-0-føring. SÅ vigtigt for Aalborg at få canadieren i gang i en første periode med let nordjysk overvægt i spillet.
Som anden periode skred frem, satte Odense et tungere pres på hjemmeholdet, og det kulminerede, da Jonathan Brinkman stille og roligt dansede op gennem neutral zone og afdriblede et par Aalborg-spillere, inden han serverede pucken til Radim Piroutek, der langede den videre til Joakim Thelin, der udlignede til 1-1, der også var stillingen efter anden periode.
Og i tredje periode tog Alex Grant altså over. 1-5-målet blev i øvrigt scoret af Jaeden Martin, så det var en festlig aften for Odenses første backpar.
Aalborg kan konstatere, at ingen hold i dansk ishockey nogensinde har overkommet at være bagud 0-3 i en serie. Det er udgangspunktet før fredagens kamp i Odense.