Ørnene tog førstepladsen tilbage efter ganske sikker sejr over Esbjerg

Herlev Eagles-Esbjerg Energy 5-2 (1-0,2-1,2-1)

Emil Zetterquist blev en slags hovedperson i de første minutter af kampen i Martinsen Arena, hvor Herlev blev udsat for et vist pres af gæsterne. Men svenskeren holdt vestjyderne stangen og som (næsten) altid i indeværende sæson var det Ørnene, der alligevel kom bedst ud af en tæt periode. 

I det 18. minut hamrede Brock Bremer 1-0-målet ind for hjemmeholdet, og da Mikkel Rask i midten af kampen tog den første udvisning, sagde det "klap-klap", inden Isak Göransson gjorde det til 2-0 fra sin position inde foran mål.

Det satte fart i hjemmeholdet, der slog forrygende kontra i det 35. minut.

En af de unge spillere, der virkelig er trådt ind i Metal Ligaen med bravur i denne sæson, Mathias Ingemann Larsen, eksekverede stensikkert en tværpasning fra Frederik Bjerrum og Herlev var på 3-0. 

Hjemmeholdet måtte i dag undvære svenske Axel Lindström, Daniel Petersen var center i fjerdekæden i stedet for 13. forward. Esbjerg havde igen Henriksen i mål, og altså ingen debut til den nye schweizer, Rüttger.

Gæsterne fik håb med en 1-3-reducering i slutningen af anden periode af Phillip Schultz, men kort inde i tredje periode var Herlev på spil i powerplay igen. Gustav Green eksekverede. 

Med et kvarter igen fik Lucas Andersen scoret sit første mål siden comebacket og med fire minutter igen fik Esbjerg yderligere en stor chance i tredje periode. Men Miku Ronkainen brændte straffeslag på Christian Elmose, der var kommet ind for en skadet Zetterquist. 

Der var fire minutter igen, og et mål kunne for alvor have presset Herlev. Men i stedet tog Matthias Asperup pucken ned i det tomme mål til 5-2 og en sejr til Eagles. 

 


RETRO: Balladen om Marios glemte A4-ark: "Hit hard" SKARPE SKUD: Se billederne fra Odense-Rungsted