Rungsted Seier Capital-Herlev Eagles 3-5 (1-3,1-1,1-1) De sjællandske rivalopgør mellem Rungsted og Herlev plejer at være tætte og spændende. Med fem minutter tilbage af første periode af fredagens kamp, var der intet der tydede på, at det ville blive sådan igen.
Gæsterne var foran med 3-0, og Rungsteds fejl stod nærmest i kø i og omkring egen zone. To gange smed de pucken væk, og såU kunne først Victor Cubars og siden Brock Bremer bringe ørnene på sejrskurs, og da Oliver True i powerplay fik løbepas af Jeppe rup og Jacob Gammelgaard, så var kursen sat mod en sikker Herlev-sejr.
Lidt ud af det blå bragte Jared Dmytriw liv i kampen, da han hamrede pucken ind bag Emil Zetterquist, der ikke så heldig uskyldig ud ved målet.
Anden periode indledtes med Herlev-overtag, da Steve Whitney røg i skammekrogen i fem minutter, men værternes boxplay kæmpede forbilledligt, og holdt Herlev fra yderligere scoring.
Største mulighed i de fem minutter tilfaldt Valdemar Hull, der desværre for Rungsted misbrugte fra en fri position. Whitney havde muligvis brugt de fem minutters afkøling til at overveje sit næste træk, for der gik ikke mange minutter før amerikaneren udnyttede en friløber og reducerede til 2-3.
Scoringen afstedkom et veritabelt bombardement fra Rungsted, men de fik en iskoldt spand vand i hovedet, da deres tidligere helt, Gustav Green, re-etablerede gæsternes to-målsføring i bunden af den midterste periode.
Herlev havde ikke travlt i de sidste 20 minutter, og stod godt imod de muligheder hjemmeholdet tilspillede sig, og da uret var nåede lige over midtvejs, kunne svenske Carl Skärström let og elegant, sende pucken mellem benene på Tobias Vilykke, der havde fået genvalg i Rungsted-målet.
Med fem minutter tilbage kvitterede Andreas Nielsson resolut, på fornemt forarbejde fra Morten Jensen. Rungsted satsede hele butikken, men måtte ende med at gå tomhændet fra deres tredje hjemmekamp i træk.
Tredje periode sluttede lidt uskønt, hvor især Lukas Bang og Victor Cubars røg i totterne på hinanden, mens Herlev mistede unge Mathias Ingemann Larsen, der kolliderede uheldigt med banden og måtte udgå.