Herlev Eagles-Rødovre Mighty Bulls 6-0 (0-0,5-0,1-0)
Hvad skal efterhånden stoppe Herlev Eagles?
Igen i aften var ørnene mere end overbevisende i rivalopgøret og lokalderbyet mod Rødovre Mighty Bulls, der blev sendt hjem med en ordentlig lussing.
Hovedparten af de 1740 tilskuere kunne juble i en anden periode, hvor gæsterne blev rullet fuldstændig over. Herlev scorede hele fem gange uden modsvar fra Rødovre.
Det skete efter en ellers jævnbyrdig første periode, hvor Rødovre lagde bedst ud og havde godt fat i de første 10 minutter. Billedet vendte stille og roligt frem mod første pause, og da Victor Cubars - hvem ellers? - huggede 1-0-scoringen ind i powerplay i det 24. minut.
Derefter var der storm over Rødovre og Tomas Rydéns bur. Carl Skärström prikkede 2-0-målet ind, og da Tim Daly stille og roligt kunne køre dybt ind i gæsternes zone og sætte 3-0'eren på et stille og roligt trækskud.
Anton Johansson satte 4-0-målet og Victor Cubars viste igen sin høje klasse, da han fuldendte periode med 5-0-målet. Festen rullede på ståtribunen i Martinsen Arena og Tomas Rydén blev byttet ud med Marcus Bjørn i Rødovre-målet.
Gæsterne var helt på hælene i de midterste 20 minutter, men slap ud af tredje periode med æren i behold. Blot et enkelt mål imod blev det til.
Victor Cubars fuldendte sit hattrick ved at baske 6-0'eren ind, og alt, hvad den mand rører ved, går lige nu i kassen. Vildt.
Det var Herlevs niende ligasejr på stribe over Rødovre, der får mulighed for revanche allerede på fredag i Holger Danske Arena.
Mon ikke også Herlev endegyldigt nu kan booke Metal Final4-billetten. De 26 point i ni kampe bør være nok til at holde et forfølgerfelt væk, der slår hinanden på kryds og tværs.