Odense Bulldogs-Herlev Eagles 4-5 (3-2,1-2,0-0) 0-1
De to mandskaber giver os alt i den her semifinaleserie.
Drama, flotte mål, overtid, nærkampe og tung dramatik gennem 60 minutter. Og nogle ishockeykampe, der spilles som om de var en rutsjebanetur.
I dag begyndte Odense for eksempel med at spille 10-12 minutter, som vel nærmest var det bedste i sæsonen fra fynboerne. Det ene angreb efter det andet drev ned mod et sagesløst Herlev-hold, og det var det omvendte billede af den seneste kamp i Odense, hvor det var Herlev, der låste Odense fast.
Herligt mål til 1-0, da Sebastian Fakt klappede til en flot tværpasning fra Thelin. Odense havde rokeret i kæderne i dag. Stormen mod Zetterquist fortsatte, og svenskeren så dårlig ud, da Sebastian Maddock scorede til 2-0.
Regnede man med, at Herlev var færdige og at kampen var afgjort, skulle man i den grad tro om igen.
For ørnene bider i den her sæson: Oliver True udnyttede inkonsekvent forsvarsspil fra fynboerne og reducerede, og det samme gjorde Mathias Ingeman Larsen - et af årets fund i Metal Ligaen - da han erobrede pucken bag mål og fangede Frederik Søgaard på det forkerte ben.
Det var slet ikke slut med målene i en vild første periode. Markus Jensen kastede sig flot ind foran mål, ofrede sig og satte 3-2-målet. Marius Kring røg ud for crosschecking i momentet efter målet, og en mislykket challenge kostede endnu en udvisning.
Odense var fem mod tre i fulde to minutter, og det var et nøglemoment i kampen. Fynboerne skulle score, men gæsternes boks stod fremragende foran Christian Elmose, der blev skiftet ind for Zetterquist efter Odenses tredje mål.
Sikke en modig beslutning fra Herlevs trænertrio, for Elmose havde ikke været særlig overbevisende i sine seneste optrædender i grundspillet, hvis man ser bort fra sejren over bundholdet fra Frederikshavn.
Nu blev han kastet i ilden, og kunne se sin holdkammerat Oskar Just udligne til 3-3 i anden periodes sjette minut. Søgaard i Odense-målet gav en ærgerlig retur, men der var ingen, der dækkede Just op foran målet.
Elmose stod godt og levede op til tiltroen fra trænerne. Han begik sin eneste fejl, da Arvid Bergström skød fladt fra en spids vinkel. Pucken susede gennem skinnerne på Elmose, og hovedparten af de små 1900 tilskuere jublede.
Victor Cubars stod for de næste dramatiske højdepunkter: Han blev ramt hårdt af Mason Klee i hjørnet, lå længe på isen og måtte eskorteres ud. Der gik ikke længe, før Cubars vendte tilbage fra et tjek i omklædningsrummet.
Det gjorde han med et træk på tværs, og et pisk af et håndledsskud, der sad oppe i hjørnet bag Søgaard, der var chanceløs. Den målscorerkvalitet har ingen anden i Metal Ligaen i denne sæson.
Kampen var som de seneste tre opgør krydret med adskillige nærkampe og mand-mand-dueller. Hele tiden på grænsen af det tilladelige, og lige som playoff-hockey skal være.
Tredje periode var lidt mere forsigtig end de to første. Jeppe Jul Korsgaard havde en kæmpe chance i slutfasen og det samme have Gustav Green for Herlev.
Overtiden varede lidt længere end i de to første kampe. Vi skulle hen til det ottende spilleminut, hvor det sædvanen tro var et lidt tilfældigt mål, der gik ind.
I overtiden gælder det ikke mindst om at få pucken på mål, og det gjorde Tim Daly, der lagde et skud ind på Søgaards mål. Trafikken var tæt, pucken gled i mål og Herlev-tilskuerne i Spar Nord Arena var i ekstase.
De kommer til at stå som sild i en tønde i Martinsen Arena på fredag, hvor Herlev har chancen for den første finaleserie i 42 år!
Men har vi lært noget i den her serie er det, at alt kan ske. Det bliver en gyser om et par dage på Tvedvangen i Herlev.