Herlev Eagles-Herning 7-4 (2-1,3-2,2-1)
Herlev fortsætter med at imponere i toppen af Metal Ligaen og tager store skridt mod en plads i Metal Final4.
I eftermiddag vandt ørnene dysten mellem de to hidtil ubesejrede mandskaber Herlev og Herning med 7-4.
Det var en kamp, hvor begge mandskaber var stærkt kørende i powerplay. Herlev scorede tre gange i overtal, mens Herning omvendt scorede to gange, mens midtjyderne var fem mod fire.
Det var også en kamp, hvor "skytterne" viste en enorm præcision. Sikke en omgang hamrende flotte skud, de to holds spillere leverede i dag.
Underholdningen begyndte tidligt med et Kyle Maksimovich-mål til gæsterne, men inden de første 20 minutter var gået, havde brandvarme Victor Cubars med et kanonskud og svenske Axel Lindström vendt bøtten for Herlev.
Svenskeren gik "køkkenvejen" og snød på den måde Mathias Seldrup.
Hjemmeholdet lynstartede i anden periode. Oliver True var på plads i powerplay med endnu et velplaceret skud, og unge Mathias Ingemann Larsen gjorde det til 4-1 efter Herning-fejl i egen zone.
Så var det Josh Prokop til at smække et gedigent slagskud af sted, og Tim Daly ville ikke stå tilbage, da han hamrede 5-2-målet ind. Inden anden pause fik Morten Poulsen styret 3-5'eren ind.
Poulsen måtte i øvrigt undvære sin normale makker Mathias Bau i dag, ligesom Nick Pastujov udgik med en skade. Herlev måtte igen spille uden Asperup og Karlström, og det skal også nævnes, at Herning "som sædvanlig" havde trioen Eskildsen, Linnet og Kristensen ude.
Herning arbejdede hårdt for yderligere reducering i tredje, men i stedet slog Victor Cubars til med et kanonskud igen i powerplay godt halvvejs inde i tredje periode.
Patrick Bjorkstrands 4-6-mål var ren kosmetik, for Herlev fik kørt sejren stille og roligt hjem i slutfasen, inden Frederik Bjerrum satte dagens sidste mål i slutfasen.