Herlev-Odense 3-2 (0-0,1-1,1-1) 1-0
Efter en dårlig periode lykkedes det igen for Herlev at snuppe to point og en sejr. I aften blev det 3-2 over Odense og dermed fik Eagles revanche for sidste fredags nederlag.
Herlev var tilbage i stærkeste opstilling med både Gustav Green og Frederik Bjerrum tilbage i opstillingen, og det betød, at hjemmeholdet kunne stille med fire solide kæder. Unge Mathias Ingemann Larsen var derfor nede i fjerdekæden, hvor han spillede sammen med Mikkel Skjellerup og Oskar Just.
Odense var igen uden Kevin Karlsson og Markus Oden, men fynboerne stillede altså alligevel med fire fulde kæder og Simon Schleicher på backen.
Første periode var en ren stillingskrig, hvor ingen af holdene helt spillede sig til de kæmpestore chancer. Temperamentet var i første omgang mindre end sidste fredag, hvor begge hold angreb og tacklede nådesløst, men det var formentlig også et tegn på gensidig respekt.
Odenses første udvisning blev kostbar. I slutfasen af perioden bragte Herlev sig foran. Selvfølgelig – fristes man til at sige – var det Victor Cubars, der scorede for hjemmeholdet i overtal, da han fandt et hul mellem Lundströms skinner.
Fynboernes powerplay har ikke været noget at prale af i denne sæson, men med to mand i overtal lykkedes det for Bulldogs at få udlignet i anden periode.
Svenske Arvid Bergström satte en scoring ind fra distancen og dermed var det helt lige i en kamp, der fortsatte med at være ganske chancefattig og slet ikke så åben som sidste fredag. Begge hold lukkede rigtig godt af for hinanden.
Derfor var det også logisk, at kampen endte i overtid, for tredje periode blev også en ”deler”.
Axel Lindström scorede for Herlev, mens Sebastian Fakt udnyttede en ”bande ud” til at hamre en puck op bag Zetterquist til 2-2.
Kampen ebbede ud og endte i overtid, hvor spillet bølgende frem og tilbage, indtil Herlev-trioen fandt en kombination. Daly, Bremer og til sidst Frederik Bjerrum kombinerede sig fuldstændig fri, så Bjerrum kunne sætte pucken i tomt bur.
Afgørelsen og stor lettelse hos Herlev-spillerne og hjemmepublikummet i Martinsen Arena. Et godt afsæt for Eagles inden topkampen i Herning på søndag.