Herning er i finalen efter en tæt kamp, som dog blev afgjort af ikke mindre end fire scoringer i powerplay hvoraf Mathias Bau tegnede sig for de tre.

Herning Blue Fox - Rungsted Seier Capital 6-1 (2-0, 1-0, 3-1)

Rungsted slog tilbage i tirsdagens kamp da man fandt skarpheden frem i powerplay og fortjent lykkedes med at besejre Herning for første gang i serien og endda sæsonen. Herning var dog stadig kun én sejr fra at booke billet til årets finaler og dette skridt kunne man altså tage denne aften.

Gæsterne fik en kæmpe chance allerede efter bare 12 sekunder, da en tilfældig puck endte lige for fødderne af Theo Keilin, men alene med Janis Fecers blev han altså den lille i den duel.

Herning kom til gengæld lidt vaklende ind i kampen og kort efter måtte Fecers igen hive en redning frem, da Jeppe Urup forsøgte sig fra en god position. Stærk start fra gæsterne der også lykkedes med at bide sig fast i offensiv zone i længere perioder.

Herning begyndte at røre på sig og fik sig også nydeligt spillet igennem til deres første store chance. Nick Pastujov og Morten Poulsen endte næsten alene igennem med Tobias Vilykke, og han leverede en fremragende redning på afslutningen fra amerikaneren.

Aftenens første powerplay tilhørte også værterne og så kunne publikum ellers få luftet halstørklæderne. Nick Pastujov, som så mange gange før, med de rolige skøjtetag ind i zonen og med håndleddet slyngede han resolut pucken op i målhjørnet til 1-0.

Rungsted fik muligheden for omgående at slå tilbage og det gode spil fra den seneste kamp fortsatte. Filip Karlsson blev sat perfekt op ved den fjerne stolpe og svenskeren skulle bare sætte pucken i kassen men han trykkede pucken rent på stolpen. Hvilken afbrænder fra Karlsson.

Gæsterne var stadig på fuld omgangshøjde med hjemmeholdet og kampbilledet lignede meget det man så i seriens første kamp. Særligt Lukas Bang spillede godt på sin gamle hjemmebane med to store blokerede skud og ikke mindst to store tacklinger.

Der var igen fare på færde da perioden gik ind i sine sidste 15 sekunder. Steve Whitney fangede en løs puck midt i offensiv zone og havde både tid og plads. Han valgte at finde en medspiller på bagerste stolpe, men pucken blev opsnappet og så gik det ellers den anden vej i kamp mod både modstander og uret.

Morten Poulsen fik med det yderste af staven prikket pucken videre til Mathias Bau og så var det ellers den direkte vej mod mål. Pasningen tilbage til kaptajnen lykkedes og han kunne med under tre sekunder tilbage sætte scoringen til 2-0.

Tættere end cifrene antyder

Lige så jævnbyrdig start på de næste 20 minutter og det næste mål i kampen ville da også få en enorm betydning. Kom gæsterne bagud med tre var opgaven tæt på umulig mens et mål i den anden ende ville give fornyet tro på tingene hos sjællænderne.

Janis Fecers stod en af sine helt gode kampe denne aften og han var igen på pletten med en stor redning på den hyperfarlige Morten Jensen. Der var generelt længere mellem chancerne nu og der var ingen tvivl om at kampen balancerede på et knivsæg. 

Gæsterne kom endnu tættere på da Valdemar Ahlberg samlede en løs puck op og hurtigt sendte pucken på mål. Pucken tog stolpen og efterfølgende kunne Rungsted igen forsøge sig i powerplay. Ahlberg var igen nærgående med en styring der gik tæt forbi stolpen, men Herning klarede igen frisag og kunne kort efter selv spille powerplay.

Det er set mange gange før og igen denne aften var det forskellen mellem to jævnbyrdige hold. Blue Fox fik egentligt ikke spillet til at fungere og så måtte Mathias Bau tage sagen i egen hånd. Afslutningen sad helt oppe mellem ørerne på Vilykke og så stod der 3-0 til Herning.

Med lige over minuttet tilbage på klokken måtte Lukas Bang til afkøling da han igen markerede sig fysisk. Tiden løb fra Blue Fox der dog kunne starte tredje og måske sidste periode i overtal.

Power i powerplay

Blue Fox fik aldrig skabt det store i den resterende del af deres powerplay og det gav Rungsted lige under 19 minutter til at finde vejen til målet minimum tre gange. 

Tre skulle dog hurtigt blive til fire for minuttet senere blev betingelserne endnu mere vanskelige for gæsterne. Kyle Maksimovich havde ikke meget tilbage i stængerne men lige præcis nok til at rive sig fri til en afslutning.

Vilykke vil ganske givet ærgre sig kraftigt senere i aften da han kunne se den hele vejen men ikke kunne holde afslutningen så pucken trillede ind over stregen.

Rungsted var dog ikke slået endnu og leverede en potentielt livsgivende scoring ved kæden med de tre svenskere. Ludvig Elvenes fandt Filip Karlsson tæt under mål og så var der ellers reduceret i Herning.

Vilykke leverede til gengæld en kæmpe redning på Artturi Toivola der midt for mål sendte pucken mod det fjerne hjørne. Stærk og uhyre vigtig aktion fra den unge keeper.

Herning stod nu kompakt i midtzonen og der skulle uden tvivl lukkes ned for gæsterne de næste par minutter. Joachim Linnet var dejligt forudseende i egen zone og prikkede pucken forbi sin modstander. Han trak en nødvendig udvisning på gæsterne og Herning kunne skyde sig i finalen.

Skarpretteren var igen Mathias Bau der ikke efterlod nogen tvivl i sin afslutning om udfaldet. Endnu et mål i powerplay og nok engang den afgørende forskel på finale eller sommerferie.

Kampen var altså afgjort og Blue Fox kunne spille et sidste powerplay inden jubelen over endnu en finaleplads kunne bryde ud. Halstørklæderne blev igen luftet, da Mathias Bau kunne fuldbyrde sit hattrick efter sin tredje scoring i powerplay. Spillerne lod sig hylde og badebolde kom på isen inden finalerne altså starter om præcis en uge.


KAMPEN KORT: 3-2! HERLEV EAGLES ER I DM-FINALEN efter sejr over Odense Philip Larsen bliver ny sportschef i Esbjerg Energy