SønderjyskE drog til Herning med en yderst amputeret defensiv og holdt stand længe ind i anden periode. Patrick Björkstrand leverede efterfølgende et hattrick i sejren der definitivt slukkede drømmen om Metal Final 4 for gæsterne.

Herning Blue Fox - SønderjyskE: 6-1 (0-0, 3-0, 3-1)

Der var dømt gysertime for gæsterne på denne allehelgensaften i Herning da SønderjyskE skulle forsøge at holde liv i drømmen om deltagelse i Final 4 næste år. Håbet blev længe holdt i live, men da kræfterne slap op, trak Herning sig som forventet sejrrrigt ud af opgøret.

To hurtige omstillinger fra midtjyderne gav to tidlige advarsler til gæsterne, og trykket steg yderligere da gæsterne tog aftenens første udvisning kort efter.

Mattias Petterson tog godt fra i målet og dermed blev den gode start for værterne ikke vekslet til scoring.

Gæsterne var da også ramt på defensiven til aftenens kamp og var ned på blot fem regulære backs, og de to af dem var purunge talenter, så det lignede på forhånd en yderst vanskelig opgave at hente point i Herning.

Schmidt-Svejstrup var dog alligevel tæt på at sende gæsterne i front da han tæt under mål styrede pucken forbi den ene stolpe.

Endnu tættere på var man i den anden ende da Terrance Amarosa svingede hammeren fra blå linje og stolpen måtte redde for Pettersson og Co.

Senere i perioden leverede svenskeren dog selv varen inde på stregen og fik fornemt afvist en helt fri Mathias Bau.

SønderjyskE nåede også at teste spillet i powerplay inden pausen, men der manglede skarphed hos en ellers skydeglad Joseph Jonsson. Gæsterne tog sig ligeledes af periodens sidste og måske største chance, da Nicolas Werbik afsluttede fra tæt hold. Stærkt arbejde af Mathias Seldrup i den situation og perioden sluttede altså uden scoringer.

Bau åbnede ballet

Herning måtte forventes at kunne lægge et større tryk på SønderjyskE og man fik da også flyttet spillet op i offensiv zone straks fra periodens start.

Det blev dog aldrig farligt og snart var gæsterne på vej i deres andet powerplay.

Heller ikke det kunne udløse kampens første scoring, men man sad nu med fornemmelsen af at det første mål ville blive af større betydning end først antaget.

Kampen nærmede sig midtvejsmærket og Blue Fox begyndte at nærme sig målet. Josh Prokop fik efter sammenspil med Kyle Maksimovich en stor chance som dog igen blev afværget af Pettersson.

Det var ganske imponerende af gæsterne at man med få og uprøvede defensive folk helt kunne afholde ligaens delte tophold fra scoringer så langt inde i kampen.

Men da holdene spillede fire mod fire blafrede netmaskerne omsider på Kvik Hockey Arena.

Mathias Bau havde været tydeligt frustreret over sin egen manglende skarphed hidtil i opgøret og derfor var lettelsen til at spore hos den store forward da det lave skud mod fjerneste stolpe altså gik stolpe ind efter en hurtig spilvending og et meget dyrt sønderjysk pucktab af Gustav Nielsen. 

Nu indfandt ketchup-effekten sig imidlertid hos hjemmeholdets spillere og minuttet senere kunne Petter Hansson fordoble føringen til værterne. Den svenske back sneg først et skud på stolpen inden han fra en spids vinkel kylede sin egen retur op i målhjørnet.

2-0 blev vekslet til 3-0 da midtjyderne igen spillede powerplay. Patrick Björkstrand blev sat perfekt op af Josh Prokop og drømmen om Metal Final 4 hang nu i en yderst tynd tråd for gæsterne inden tredje periode.

Hurtigt Herning-svar

Matt Kopperud var millimeter fra at sikre sit hold en livline da han strøg alene igennem og ned mod Seldrup. Sidstnævnte fik dog afværget i sidste øjeblik inden han kort efter blev ramt lige på hjelmen i et powerplay til SønderjyskE.

Gæsterne fik fortjent reduceret efter den gode start og det var den unge Albert Schioldan, der kunne skovle pucken i kassen.

Var der håb hos de lyseblå blev det brat slukket af Herning. Oliver Kiljunen smed en skarp pasning ind foran mål hvor Patrick Björkstrand stødte pucken over stregen og det altså blot 13 sekunder efter målet til gæsterne.

Garth Murray havde inden kampen byttet ud i kæderne og den nykonstruerede kæde slog endnu engang til. Maksimovich var dog ikke med i scoringen, som Josh Prokop satte fra distancen, der altså var den tredje scoring fra kæden med Björkstrand i spidsen.

I endnu et powerplay kunne netop Björkstrand krone en forrygende aften med endnu en scoring. I seneste hjemmekamp satte han sin første scoring siden 2012 og denne aften blev det altså til et hattrick for manden med det legendariske efternavn.

SønderjyskE glippede muligheden for at reducere yderligere i fem mod tre og nu skulle kampen blot køres hjem for værterne. Det kunne man gøre i powerplay og til stående applaus fra størstedelen af det fremmødte publikum.


KAMPEN KORT: Smal sejr var nok til Metal Final4 for Odense OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Odense Bulldogs