Herning Blue Fox - Rungsted Seier Capital: 7-1 (1-0, 2-1, 4-0)
Herning startede kampen bedst og man kunne ikke umiddelbart se at holdet ikke har spillet mere end én kamp de seneste 17 dage.
Til gengæld var man fuldtallige i modsætning til gæsterne fra Rungsted der altså måtte se en række profiler blive hjemme. David Grubak vogtede målet og han kom tidligt på arbejde denne aften. Han fik reddet de første forsøg fra værternes aggressive forwards, men måtte alligevel snart fiske pucken ud af nettet.
Nick Pastujov broderede sig på egen hånd smart igennem de defensive rækker og med en selvsikker afslutning mellem benene på keeperen gjorde han det til 1-0.
Det lignede, at Herning også skulle komme på 2-0 kort efter da Morten Poulsen fandt legekammeraten Mathias Bau. Grubak kom dog fremragende tilbage og fik kastet sig efter afslutningen, som Bau dog ikke fik rigtig træf på. Stærk aktion fra Grubak ikke desto mindre.
Janis Fecers vogtede igen målet for hjemmeholdet og han fik en anderledes rolig begyndelse på kampen. Én af dem han skulle holde øje med var Niklas Heinerö, der stak målnæsen frem og sneg en afslutning snert forbi den fjerne stolpe.
Rungsted stod overordnet set ganske fornuftigt i egen zone og holdt også disciplinen. Faktisk var det umiddelbart gæsterne selv, der fik alarmeret dommerne om, at man var en mand for meget på isen og dermed sendte Herning i powerplay.
Det var dog først, da man igen blev fuldtallige at midtjyderne rørte på sig og Oliver Kiljunen stod pludseligt med et åbent mål foran sig. Den stærke finne blev også selv en kende overrasket og fik aldrig ram på pucken. Dermed blev det ved den enlige scoring de første 20 minutter og en skudstatstik der sagde 13-2.
Lækre scoringer
Kiljunen fik tidligt i anden periode taget revanche og det var en sand perle af en scoring. Med stor fart gled han igennem offensiv zone og afdriblede Grubak med noget, der bedst kan betegnes som en "omvendt Forsberg". Den svenske verdensstjerne viste finten frem under OL i 1994 og afslutningen blev sidenhen berømt i hele verden.
Blændende afslutning fra Kiljunen der altså øgede til 2-0 efter at Rungsted ellers var kommet bedre ud til anden periode. Derfor var det heller ikke ufortjent, at gæsterne hurtigt fik reduceret ved Ludvig Elvenes. Gennembruddet stod Morten Jensen for da han sendte en skarp afslutning på mål og pucken sprang efterfølgende ind på bentøjet af Elvenes, inden den krydsede stregen.
Skiftet senere var Morten Jensen igen på spil og Fecers måtte tage overliggeren til hjælp. Backen synes altid at spille gode kampe mod Herning, og det gjorde han også denne aften.
Nu hang udligningen pludselig i luften, og det trak yderligere op til scoring, da man kunne stille op i powerplay. Trods flere gode forsøg fik man dog ikke passeret Fecers, og så slog Herning til i den anden ende.
Hjalte Thomsen viste fornemt overblik og fandt med en skarp pasning en helt fri Josh Prokop, der ikke kunne undgå at sende pucken i mål. Grubak blev måske lige hængende længe nok ved stolpen, og var aldrig i nærheden af at nå tilbage denne gang.
Tidlig afgørelse
Efter flere flotte scoringer faldt der endnu en på Kvik Hockey Arena tidligt i tredje periode. Overblikket fra både Kiljunen og Oskars Cibulskis var aldeles glimrende og så kunne Atturri Toivola også score med bentøjet.
Det var svært at se hvordan Rungsted skulle komme tilbage i kampen og de fleste offensive indslag var nu reduceret til enkeltmandspræstationer. Man havde ellers chancen for at udligne i anden periode, men nu stod Herning i deres styrespil og kunne samtidig jagte muligheden for at slå det sidste søm i kisten.
Lukas Bang havde været ganske anonym på sin gamle hjemmebane men med godt 10 minutter tilbage kom han i fokus for en knætackling på Magnus Carlsen. Kyle Maksimovich udnyttede chancen i powerplay til at sætte den femte scoring for Blue Fox og Rungsted tog en challenge på målet for offside.
Da man ikke fik medhold udløste det endnu et powerplay og det blev hurtigt gjort til 6-1. Egentligt et ganske atypisk mål i powerplay da Mathias Bau svingede langsomt op i banen og uden at overveje en pasning, rev han bare pucken op i målhjørnet.
En svingom mellem Klijunen og Bang betød at de begge fik første-ret til vandet i bruseren og kort efter måtte også Mathias Bau forlade isen. Han blev ramt af en høj stav efter at han fik hægtet Valdemar Ahlberg og Rungsted kunne slutte kampen af i powerplay.
Det forhindrede dog ikke Blue Fox i at sætte periodens fjerde scoring og det var endnu en lækkerbisken fra værterne. Kyle Maksimovich løb kontra på gæsterne og med et smart træk afdriblede han Morten Jensen inden han flåede pucken ind bag Grubak.
Dermed endte Herning altså med at vinde 7-1 over Rungsted denne aften.