Blue Fox scorede for tredje gang i denne uge syv gange og rundede sæsonens første 100 mål. Gæsterne kom ellers til Herning med ny selvtillid, men med en teenager i målet blev opgaven som ventet for stor.

Herning Blue Fox - Frederikshavn White Hawks: 7-2 (3-1, 2-1, 2-0)

Gæsterne fra Frederikshavn var på forhånd spået en svær opgave og med en blot 17-årig keeper var opgaven bestemt ikke mindre.
Anton Wilde er dog keeper på U-20 landsholdet og det skulle blive spændende at se det unge stortalent på ligaens nok sværeste udebane.

Nordjyderne strøg ellers i powerplay allerede efter det første skifte i kampen og Alexander Lunsjö kunne med lidt mere skarphed også have sendt holdet i front.

Fra en spids vinkel skød han dog forbi et ellers åbent mål og så slog Mathias Bau ellers til i den anden da han skøjtede ud fra straffeboksen. Det var ikke til at se i første omgang, men et videoreview afslørede, at pucken var inde og ramme målrammen.

Frederikshavn spillede dog friskt til og gik højt på værterne fra kampens start. Det gav også nogle sporadiske chancer, men man efterlod også mere plads i egne rækker end hvad godt var.

Kyle Maksimovich brændte alene med Wilde og sekunder senere stod Oliver Kiljunen også helt fri foran mål. Den finske jernmand afsluttede flere gange og til sidst lykkedes han også med at vippe pucken over keeperen til 2-0.

En indøvet detalje gav Blue Fox målet til 3-0 og det var igen med Mathias Bau som skarpretter. En vunden faceoff og et par hurtige pasninger oppe ved blå linje gav både tid og plads som man sjældent giver Bau ustraffet.

Man frygtede en smule på gæsternes vegne og ikke mindst for debutanten i målet. Derfor var det ikke uvæsentligt at nordjyderne bed tilbage inden perioden løb ud. Fillip Persson sendte en drilsk afslutning ind på Mathias Seldrup og i luften kunne unge Johannes Borup batte pucken i mål.

Afklapsning afværget

Sebastian Holm var en af de spillere, der skabte mest for gæsterne og kort inde i anden periode var han igen på spil inde omkring mål. Afslutningen manglede lige det sidste men gav en indikation om at nordjyderne ikke var slået endnu.

Der er dog markant flere om buddet i Midtjylland og en af dem der jagtede sin første scoring i denne sæson var Kasper Larsen. Han er dog i besiddelse af et ganske hårdt slagskud og via trafik foran mål kunne han altså lade sig fejre som målskytte.

Herefter fulgte en længere periode uden nævneværdige chancer og primært spil i midtzonen. Spændingen om resultatet var så småt forduftet og snakken gik lystigt i områderne omkring barerne, indtil hornet igen lød på Kvik Hockey Arena. Maksimovich var hurtig på aftrækkeren og udplacerede en sagesløs Wilde i målet.

Der var ikke mange udvisninger i aftenens kamp og for anden gang var det altså Herning, der måtte sende en mand til afkøling. Det var noget nær sidste udkald for vendelboerne hvis man skulle gøre sig forhåbninger om et resultat i Herning. Det er dog nok bare et bundholds lod når Ben Freeman må se sit skud prelle af på overliggeren og det endda for anden gang i denne periode.

Blue Fox i cruise control og perioden så ud til at forløbe uden flere scoringer. En blind pasning op igennem midten i egen zone var dog en kærkommen gave for Fillip Persson, der takkede for tilbuddet, og han rev resolut pucken højt i målet til pausestillingen 5-2.

Powerplay til forskel

Endnu engang startede gæsterne perioden godt ud og igen manglede der ikke meget, før Mikkel Skov kunne sætte en scoring.

Seldrup var ikke på plads inde i målet og kunne takke sine backs for akkurat at forpurre afslutningen nok til at pucken strøg forbi stolpen.

Anton Wilde gjorde sig også positivt bemærket som kampen skred frem og han reddede også forsøget fra en helt fri Mads Larsen der ellers sendte en god afslutning mod det fjerne hjørne. Indstillingen var der fra de hvide høge under hele kampen og de færreste hold kan prale af ikke at tage én eneste udvisning i Herning efter 50 minutter.

Man kunne i stedet selv stille op til endnu et powerplay og så svingede Thomas Spelling ellers hammeren. Skuddet sad højt på Seldrup og han kan uden tvivl vise præcis hvor på skulderen pucken ramte, når han sætter sig i omklædningsrummet efter kampen.

Herning skulle dog nå at spille i powerplay og også i fem mod tre. Det blev også omsat til scoring da Nick Pastujov af to omgange lykkedes med at passere Wilde. Det var i øvrigt midtjydernes scoring nummer 100 i sæsonen og det efter blot 20 kampe.

Midtjyderne spillede videre i powerplay og en tilfældig puck blev fra baglinjen slået ind på Wilde og så hed stillingen 7-2. Josh Prokop blev noteret for målet og det var ligeledes kampens sidste.

Blue Fox sætter yderligere tre point på kontoen og har nu også skabt en smule afstand ned til Herlev Eagles på andenpladsen.


KAMPEN KORT: Aalborg kørte Rødovre over Metal Final4: Fire klubber samarbejder om kæmpe finaleevent i Aalborg