Rødovre Migthy Bulls - Herning Blue Fox: 1-4 (1-3,0-1,0-0)
Holger Danske Arena var ganske godt besøgt og virkede mere end klar til at byde forhåndsfavoritterne fra Herning velkommen. Rødovre måtte til aftenens kamp undvære Filip Nordström mens Herning fortsat var uden Morten Poulsen, Nick Pastujov og Oliver Kiljunen.
Kampen startede ud med to hold som brugte de første minutter på at se hinanden an og det gav en rolig begyndelse på seriens kamp fire. Hverken Janis Fecers eller Tomas Ryden havde meget at se til i de to målfelter og det var måske kampens betydning man kunne ane inde på isen.
Selvom begge hold skøjtede godt var der alligevel nærmest tale om en noget der lignede skyttegravskrig og kampen havde brug for et eller andet der kunne åbne op for begivenhederne.
Et godt stykke inde i første periode skete så netop dette og det var Blue Fox der greb ud efter føringen. Emil Kristensen viste klassen, da han først afdriblede sin direkte modstander inden han tålmodigt ventede til det rette øjeblik før han sendte et velplaceret skud ind bag Ryden til 1-0.
Stærk aktion af Kristensen der fortsat er en afgørende faktor for Hernings offensiv.
Marcus Almquist havde endnu sit første mål til gode i denne serie og han savnede igen lige det sidste da han i fri position skød tæt forbi den nærmeste stolpe. Anderledes skarpe var Herning i den anden ende da man også kunne øge til 2-0. Unge Valdemar Bilgrav tog plads inde foran Ryden og det gav Kasper Larsen rig mulighed for at hamre et slagskud i nettet.
Det var langt fra sådan de fremmødte og hjemmeholdet havde håbet at se første periode udspille sig og derfor kom et powerplay som en kærkommen mulighed for at melde sig ind i kampen.
Rødovre udnyttede den da også til fulde da førnævnte Almquist efter blot 15 sekunder kunne placere et perfekt skud lige over skinnen på Fecers og helt op ad den fjerne målstolpe. Sublim afslutning og nu fornyet tro på tingene i arenaen.
Som så ofte før leverede Herning dog svar på tiltale og ganske kort efter havde man igen pucken i mål. Mikey Bergman og Hjalte Thomsen havde en nærkamp foran mål og der var klokkeklar kontakt mellem Thomsen og keeperen. Spørgsmålet var om Bergman var skyld i kontakten eller ej og efter et video-review på adskillige minutter stod dommen klar. Ville Hämäläinen tog således en challenge på spillet, men cheftræneren fik ikke medhold og dermed stod scoringen fra Terrance Amarosa ved magt.
Det gav Herning muligheden for at trække yderligere fra inden pausen og selvom det ikke var langt fra forblev stillingen altså 1-3 efter de første 20 minutter.
Herning dominans
Det lå i luften at kampens næste scoring ville få enorm betydning for både aftenens kamp og hele serien. Rødovre skulle ud og presse gæsterne noget mere og derfor var det en iskold spand vand der ramte værterne blot halvandet minut inde i anden periode.
Kyle Maksimovich stod for det grove arbejde nede langs banden, inden han kunne sende pucken videre til Artturi Toivola. Den finske center havde en dårlig vinkel at skyde fra men kunne alligevel sende pucken ind langs den fjerne stolpe til 4-1.
Her så Ryden ikke alt for god ud og kort efter måtte han igen på overarbejde. I første periode havde han afvist en friløber fra Josh Prokop og med endnu en stærk aktion pillede han også en friløber fra Magnus Carlsen. Stærkt af den svenske keeper som altså holdt sit hold inde i kampen lidt endnu.
Herning tog dog helt og aldeles over i anden periode og spillede ud fra devisen om, at det bedste forsvar er et godt angreb. Selvom man ikke producerede helt så mange chancer som tidligere var det et udmagrende pres som gæsterne lagde på værterne. Spillet blev i lange perioder fastholdt i Rødovres egen zone og pucken blev både kørt og flyttet rundt uden de store afbrydelser i kampbilledet.
Når Rødovre så endelig havde chancen for at slå til på omstillingerne var der som regel udsolgt på kræfterne og ellers var midtjyderne konstante og konsekvente i deres backchecking. Stærkt præstation af favoritterne der i denne periode tog decideret kvælertag på drengene fra Vestegnen og gjorde det mere end svært at se hvordan man skulle få vendt kampen i de sidste 20 minutter.
Comebacket udeblev
Rødovre syntes at have snakket om at give den hele armen i det der lignede de sidste 20 minutter på hjemmebane i denne sæson. I hvert fald kom man bedre ud til tredje periode og forsøgte at møde Herning højere oppe på banen.
Generelt har sjællænderne været ganske stærke i tredje periode igennem hele serien og man gik da også straks i offensiven fra periodens start. Lukas Macklin var nærgående med et skud fra distancen som strøg i sidenettet og man noterede sig at backerne stødte med frem ved enhver given lejlighed.
Herning var dog fortsat farlige når de bed sig fast i offensiv zone og Ryden måtte levere en stor redning på forsøget fra Oskars Cibulskis.
Et powerplay til værterne var mere eller mindre sidste udkald for hjemmeholdet og Ryan Hughes kom også ganske tæt på da han kunne afslutte tæt under Fecers. Kort efter var Macklin igen tæt på da han rev endnu et håndledsskud snævert forbi stolpen.
Tiden arbejdede dog for Herning og en udvisning til Malte Setkov gav Blue Fox muligheden for definitivt at afgøre kampen. Midtjyderne kom også uhyre tæt på da Emil Kristensen first-timede pucken rent på overliggeren og selvom midtjyderne fik endnu et powerplay i slutminutterne faldt der ikke flere scoringer denne aften.
Kvik Hockey Arena ligger is til seriens kamp fem på søndag som altså for Rødovres vedkommende kan blive den sidste i denne sæson.