Herning Blue Fox - Aalborg Pirates: 2-1 (1-0, 0-1, 0-0) 1-0
Herning greb straks initiativet i kampen og var det klart toneangivende hold da pucken blev smidt på Kvik Hockey Arena. Der skulle da heller ikke gå mere end tre minutter før topholdet slog til.
Mads Larsen scorede senest for midtjyderne i søndagens kamp mod Herlev og i aften var den skøjtestærke back igen på spil. Med et skud igennem venner og fjender sendte han pucken ind bag George Sørensen.
Det gav midtjyderne en tidlig føring i kampen og hjemmeholdet red videre på den gode start. Der var således flere kvalificerede bud på en scoring i løbet af de første 20 minutter der endte med en skudstatistik på 18-8 til Blue Fox.
Specielt chancerne i powerplay, et til hvert, gav chancer til mere. Kyle Maksimovich burde også have øget til 2-0, da han blev sat perfekt op midt i slottet, og også Aalborg var nærgående i deres forsøg. Begge hold måtte forventes at have et niveau mere efter en periode hvor gæsterne kom bedre med som perioden skred frem.
Aalborg udligning
Kyle Maksimovich burde nok engang have fordoblet føringen, da han strøg alene igennem med Sørensen. Keeperen afventede roligt forsøget fra canadieren og fik også luret afslutning som han fint reddede.
Erik Engstrand udnyttede at gæsterne fik flyttet spillet længere frem på isen og Janis Fecers måtte levere en stor redning på den retur han selv gav til svenskeren.
I den anden ende var på Morten Poulsen tæt på at øge med baghånden i en situation hvor Sørensen sprællede inde på stregen og det var et under at der ikke var faldet flere scoringer i kampens første halve time, selv om spillet ikke var så flydende som man så i deres seneste kamp i Nordjylland.
Der tegnede sig dog også et mere tæt kampbillede hvor respekten for modstanderen blev mere udtalt end tilfældet var i første periode.
Midtvejs i perioden tog kampen en drejning da George Sørensen først leverede en kæmpe redning på Josh Prokop og sekunder senere kunne gæsterne så i stedet udligne. Brycen Martin satte Kobe Walker op til skud, og han passerede Fecers med en lav afslutning. 1-1 på måltavlen og lige så tæt som ventet inden kampen.
Gæsterne spillede generelt ikke nogen superkamp denne aften, men stod taktisk godtog havde stort held med at forpurre midtjydernes spil og så var man tempomæssigt i stand til at matche topholdet. Engstrand og Pastujov havde begge et par store afbrændere, inden pausen og Pirates havde mulighed for mere.
Først blev Morten Poulsen udvist for usportslig opførsel og senere i samme sekvens blev også Arturri Toivola udvist, da linjedommeren ikke kunne få sat spillet i gang. Anthony Salinitri blev afvist af Fecers og det var ikke godt nok af gæsterne som nu måtte afbryde deres powerplay på grund af pausen.
Overtid forude
Herning havde på nuværende tidspunkt løsnet 30 skud på Sørensen kontra Aalborgs 11 forsøg, men nu havde gæsterne endnu et minut i fem mod tre.
Jake Smith hamrede en afslutning på mål, men Herning overlevede og holdene kunne nu indlede jagten på de tre point som begge hold havde billet på. Pirates red imidlertid videre på deres momentum og Fecers måtte igen levere en god redning på forsøget fra Oliver Anker.
Herning fik efterfølgende et powerplay, hvor også værterne kæmpede med skarpheden. Trods meget tid i offensiv zone kom man aldrig tættere end forsøget fra Oliver Kiljunen, der fløj et stykke forbi målet.
Walker havde midtvejs i perioden en stor chance for at sende gæsterne i front, men alene med Fecers fik han ikke afdriblet den unge keeper som akkurat fik holdt pucken ude af målet. I den anden ende blev vinklen akkurat for spids for Toivola, der ellers kunne afslutte på mål med Sørensen ude af position.
Med fem minutter tilbage måtte Maksimovich trække i håndbremsen og så var der et sidste forsøg i powerplay til nordjyderne. Det gav også den helt store chance til Chase Berger midt for mål og Fecers kunne takke Amarosa for at komme til undsætning i allersidste moment.
Toivola stod for den sidste afslutning i den ordinære spilletid og dermed måtte de to hold tage overtid i brug for at få kampen afgjort. Her skulle Morten Poulsen ikke bruge mere end 31 sekunder før han kunne passere Sørensen fra distancen.
Dermed blev det sidste point i Herning som gør, at holdet har taget 29 ud af 30 mulige point i de seneste 10 kampe. Aalborg fik første gang taget point i Kvik Hockey Arena, og det må trods nederlaget give en vis optimisme i det nordjyske.