Esbjerg og Herning gav hinanden et brag af en kamp lørdag aften. Esbjerg havde mulighederne, især tidligt i kampen, men skarpheden manglede i de afgørende sekvenser og så kunne Herning i stedet afgøre til egen fordel i tredje periode, hvor midtjyderne formåede at gå fra 2-1 til 2-3 på tre minutter.

Esbjerg Energy - Herning Blue Fox 2-5 (0-1, 1-0, 1-4)

Lørdag aften krydsede Herning og Esbjerg klinger i Granly Hockey Arena, i det der var den første kamp i back-to-back-opgørene mellem de to jyske rivaler.

Til aftenens opgør stillede Herning uden Jesper Bank Olsen, Mathias Bau Hansen, Lasse Bærentsen og Martin Eskildsen. Esbjerg måtte fra start undvære Nicolaj Henriksen, Tobias Ebener og Jeppe Bertram, mens Philip Larsen udgik undervejs i opgøret. Målmandsduellen stod mellem Janis Fecers og Bryan Rüegger.

Midtjysk føring i jævnbyrdig åbningsperiode

Esbjerg-spillerne kom ud med god fart i skøjterne i en velbesøgt Granly Hockey Arena, hvor Phillip Schultz var tæt på at give Esbjerg føringen allerede efter et minuts spil. Men tæt under mål fik Esbjerg-forwarden sendt pucken lige forbi mål.

Spillet bølgede frem og tilbage igennem det meste af åbningsperioden, hvor Esbjerg efter fem minutters spil atter var ganske tæt på. Men trods et stort klumpspil og panik på foran Hernings mål, så fik gæsterne raget kastanjerne ud af ilden.

Men trods Esbjerg-presset tidligt i perioden, så skulle det blive gæsterne der tog kampens føring, da Oliver Kiljunen, efter godt fem minutters spil, fik en lang stav på en tværpasning fra Patrick Bjorkstrand tæt under mål. Pucken blev styret forbi Bryan Rüegger i Esbjerg-målet og stillingen var dermed 0-1.

Som man rundede periodens halvvejsmærke var det Herning der havde kampens spillemæssige momentum for en stund. Midtjyderne pressede i et par omgange gevaldigt på for endnu en scoring, men trods et par nærgående forsøg, så slap vestjyderne med skrækken.

Det gik i det hele taget stærkt i de første 20 minutter, som blev afviklet i et opskruet tempo. Efter et kvarter var Esbjerg tæt på at udligne i to omgange og minuttet efter tilkom værternes Oliver Kjær en friløber. Men til stor ærgrelse for hjemmepublikummet, så overplacerede Kjær sin afslutning.

I den efterfølgende sekvens, ikke mange sekunder senere, brændte det så på i modsatte ende, hvor gæsterne kom frem til et giftigt forsøg tæt under mål. Men Bryan Rüegger var på sin plads i vestjydernes mål ved den lejlighed.

Esbjerg med tidlig udligning

Anden periode var kun 36 sekunder gammel, da Esbjerg sikrede sig en udligning ved Rasmus Bjerrum, der forsøgte sig fra en spids vinkel. Pucken gik i mål via Janis Fecers, der ikke så alt for overbevisende ud i situationen, hvor Bjerrum altså gjorde det til 1-1.

Kevin Spinozzi tog Esbjergs første udvisning i kampen godt et minut inde i anden periode. Men Herning nåede ikke at spille meget power play, da gæsternes Morten Poulsen fik raget en udvisning til sig blot 13 sekunder senere.

Som anden periode skred frem blev kampen fortsat afviklet i højt tempo og med masser af intensitet. Opgøret tog også til i intensitet, hvilket kastede flere udvisninger af sig. Otte styk for at være præcis - fire til hvert mandskab, altså alene i de midterste 20 minutter.

Gæsternes Thomas Vilstrup Andersen kunne have givet gæsterne føringen igen, da han blev sendt af sted på en friløber 13 minutter inde i anden periode. Men en veloplagt Bryan Rüegger tog sig kærligt af forsøget.

Periodens sidste minutter bød både på tumult og altså en del udvisninger. Men udvisningerne til trods, så blev der ikke scoret yderligere i de midterste 20 minutter.

Esbjerg chok-startede, men Herning svarede stærkt igen

I tredje periode sikrede Esbjerg sig igen en tidlig scoring, da Niklas Andersen kun skulle bruge 18 sekunder på at give Esbjerg føringen. Jaakko Heikkinen stod for oplæget efter en omstilling, da Andersen med en resolut firsttimer sendte pucken ind bag Janis Fecers, der ikke nåede forflytningen i tide.

Glæden skulle dog vise sig kortvarig i Esbjerg-lejren, da gæsterne efterfølgende overtog slagets gang fuldstændigt. Kun 56 sekunder efter Esbjergs føringsmål fik Magnus Carlsen alt for meget plads lige foran mål, hvorfra han køligt sendte pucken op i målhjørnet til 2-2. Hjalte Thomsen stod for oplægget, da han viste fint overblik og hurtigt opfattede situationen der førte til udligningen.

Tre minutter senere tog gæsterne også føringen, da man efter hurtige kombinationer i Esbjergs zone fik splittet den vestjyske defensiv. Tæt under mål fik en Herning-spiller igen for meget plads og for lidt opmærksomhed. Denne gang var det Kyle Maksimovich der firsttimede pucken i kassen efter oplæg fra Artturi Toivola. 2-3 var dermed en realitet.

Esbjerg-træner Markus Åkerblom udbad sig herefter en timeout i et forsøg på at få vestjyderne tilbage på rette spor igen, men uden held.

Fem minutter senere øgede Herning således til 2-4, da Magnus Carlsen fandt Patrick Bjorkstrand, der kom til afslutning fra udkanten af slottet. Herning var dermed gået fra 2-1 til 2-4 på omkring ni minutter.

I slutfasen satsede Esbjerg og spillede seks mod fem med 2:12 tilbage på uret. Men trods et vist overtag og et par kvalificerede vestjyske afslutninger, så var det i stedet Hernings Morten Poulsen, der kunne lukke og slukke med en scoring i tomt mål et sekund før slutsignalet lød. 2-5 blev dermed kampens slutresultat.


KAMPEN KORT: Smal sejr til Rungsted over rivalerne KAMPEN KORT: Sønderjyske tog sæsonens første sejr over Odense