Rungsted Seier Capital-Herning Blue Fox 3-8 (2-3,0-3,1-2)
Rungsted kunne følge med i en enkelt periode i onsdagens kamp mod Herning, så var det slut for hjemmeholdet i Concordium Arena, hvor Herning endnu engang maste en modstander.
Det var en aften, hvor Rungsted fulgte ganske godt med i første periode, men i mange tilfælde efterlod alt for meget plads til gæsternes angrebsprofiler, der kvitterede med en hidsig effektivitet.
Nick Pastujov bragte Herning foran tidligt i kampen, men Valdemar Ahlberg fik udlignet for Rungsted, der var godt med i kampens startfase. I det 12. minut satte Anton Als pucken ind fra blå linje og gav hjemmeholdet håb om en overraskelse. Men det håb holdt kun kort for Blue Fox hævnede sig med to hurtige scoringer.
På det sidste mål fik Mathias Bau alt for meget plads og derfra så Herning sig aldrig tilbage.
Terrance Amorosa hamrede pucken ind til 4-2 for Herning i anden periode, hvor Rungsted faktisk fik en god chance for at komme tilbage med fire minutters overtal på kort tid midt i perioden. Men Herning overlevede, og kort efter plaffede Patrick Bjorkstrand gæsternes femte mål.
Oliver Kiljunen lagde til med endnu et kanonskud og Herning var foran 6-2 efter anden periode. 798 tilskuere var på plads i Concordium Arena og de kunne se, at Blue Fox fik foræret et mål i tredje periodes start. Hjalte Thomsen stod helt fri, og kunne uden problemer bruge to forsøg på David Grubak, der var fuldstændig prisgivet i målet.
Herning afsluttede festen med et fremragende powerplaymål af Kyle Maksimovich, der afsluttede en række flotte kombinationer med endnu et ordentligt "plaf" til 2-8. Ludvig Elvenes reducerede i slutfasen på et kludemål, der ikke betød noget i det store billede.
Herning fortsætter med at trække fra i toppen af Metal Ligaen, mens Rungsted kom ned på jorden igen efter to flotte sejre mod Sønderjyske og Esbjerg.