Sønderjyske-Odense Bulldogs 8-5 (2-2,3-1,3-2)
Sikke en aften i Vojens.
Der er masser at analysere på for de trænere efter kampen, ikke mindst hos Odense og Jason O'Leary, der trods absolut stærkeste opstilling og en indspillet Jaeden Martin måtte drage hjem fra Vojens med hele otte mål imod.
Det var ganske enkelt en åben slagudveksling mellem to hold, der gav mere end godt var væk i løbet af de 60 minutter. Det var Sønderjyske, der viste den største stabilitet, og derfor var det også fortjent, at hjemmeholdet vandt.
Sønderjyderne havde Joseph Jonsson tilbage i lineuppen sammen med Peter Truelsen og Jacob Schmidt-Svejstrup og umiddelbart - medmindre der er skader, kunne det se ud til, Truelsen og Albert Grossmann lige nu er foran Thunbo og Kröger i den sønderjyske opstilling.
Hos Odense var Mikkel Hansen røget ned som syvendeback med Jaeden Martins ankomst, ligesom posen var rystet lidt i angrebskæderne.
Frem til 3-3 var det tjubang begge veje, indtil sønderjyderne trak afgørende fra.
Dagens mand var amerikanske Matt Kopperud, der allerede inden OL-pausen lignede en mand på vej ind i fin form. Det understregede han i aften med et hattrick.
To gange inde på kontoret foran mål og så med et stærkt trækskud.
Sønderjyderne kunne også notere sig første sæsonmål til Albert Grossmann, det samme kunne Odense til Martin Larsen og den nye mand Jaeden Martin.
Facebook-siden Skudzonen bemærker, at det var første gang, Sønderjyske og Odense tilsammen scorede så mange mål siden 1996.
Så det var alligevel noget af en præstation, de to hold leverede i Vojens i aften.