Herning Blue Fox - Odense Bulldogs: 4-3 (1-2, 1-0, 1-1) 1-0
Kampen mellem Herning og Odense ramte måske ikke niveauet fra kampene om titlen i foråret, men de to hold leverede en rigtig fornuftig kamp foran et veloplagt publikum. Niklas Lundström stod intet mindre end forrygende i Odense-målet og han var med afstand bedste Bulldogs-spiller denne aften selvom holdet altså måtte bøje sig for Mathias Bau og Herning efter straffeslag.
Man kunne ikke fortænke gæsterne i at nyde synet af Kvik Hockey Arena, der altså blev stedet hvor klubben hjemtog sit første danske mesterskab. Lige sådan fornemmede man tydeligt, at også hjemmeholdet formentligt havde sat ring om datoen for aftenens kamp og så ekstra meget frem til lige netop de kommende 60 minutter.
Gæsterne fra Odense gik da også selvtillidsfyldt til værks og viste ikke Herning andet end den naturlige respekt for modstanderen. De omkring 50 medrejsende fans kunne hurtigt juble over en scoring efter en stærk start. Pucken blev flyttet over til Sebastian Fakt, der fra en halvspids vinkel overrumplede Janis Fecers, der altså lidt overraskende fik nikket fra Garth Murray inden kampen.
Odense fortsatte de gode takter og Herning fremstod som et hold, der ikke helt ramte det rette spændings-niveau. Faktisk måtte man langt ind i perioden før Arturri Toivola sendte første kvalificerede afslutning på mål, og det skulle hurtigt blive værre for værterne.
En vunden faceoff endte på bladet af Mason Klee, der sendte et optimistisk skud mod mål og denne gang så Fecers ikke alt for heldig ud. Via overliggeren endte pucken i målet selvom den lettiske keeper umiddelbart havde fine arbejdsbetingelser inde på stregen.
Der skulle en udvisning til for at kickstarte Herning og ganske kort efter målet kunne Blue Fox sætte en vigtig reducering. Kyle Maksimovich havde masser af både tid og plads midt for mål, men valgte alligevel pasningen over til Mathias Bau der sikkert eksekverede. Stærkt overblik fra den lille tekniker og ingen chance for Lundström i målet.
Der var chancer til mere i begge ender, men det var ganske fortjent at Odense skøjtede til pause foran med en enkelt scoring.
Herning i offensiven
Mens første periode var mere lige var der tydeligt forskel på holdene i anden periode. Herning satte sig på det ene lange angreb efter det andet og Niklas Lundström kom for alvor på arbejde.
Først måtte han afværge en mulighed til Mathias Bau og med en stærk refleksredning på styringen fra Hjalte Thomsen var han nærmest ene om at bevare føringen til gæsterne. Herning fik ikke scoret og så kan det som bekendt koste i den anden ende.
Odense fik i hvert fald chancen da Herning tog to udvisninger i rap og en småkold Fecers måtte hive en stor redning op på håndledsskuddet fra Joachim Thelin. Nærkampene på isen blev flere og stemningen i arenaen bar præg af slaget inde på isen.
Set med Herning-briller steg stemningen dog til nye højder da midtjyderne fik udlignet. Det var på mange måder et historisk mål da målscoreren bærer det mest berømte efternavn i klubbens historie. Inde foran mål vandt Patrick Björkstrand kampen om pucken og kunne slå den i kassen til udligning 2-2.
Blue Fox jagtede mere og Terrance Amarosa var millimeter fra at bringe sit hold i front, men det øverste af staven hos Lundström holdt akkurat den målfarlige back fra at komme på måltavlen. Odense fik bedre fat mod slutningen, men man skulle være glade for at det endnu var helt lige inden tredje periode.
Sen udligning
Med kun fire backs til rådighed havde Odense spillet en stærk defensiv kamp og Lundström var fortsat i storform inde mellem stængerne. Der sneg sig dog en kostbar fejl ind minutter inde i perioden og det blev straffet af Herning. En fejlpasning endte lige for Terrance Amarosa, der med et slagskud målt til lige under 150 km/t peb ind langs den ene stolpe.
Efter scoringen forsøgte Blue Fox at kontrollere kampen og man holdt i det store hele de fynske Bulldogs fra fadet. Chancerne blev færre nu og selvom Patrick Björkstrand broderede sig elegant igennem endte det uden en decideret afslutning.
Det gjorde det til gengæld, da Thelin endnu engang i powerplay var tæt på at nette for gæsterne. Pucken sprang akkurat over målet og med fem minutter tilbage fik hjemmeholdet muligheden for at trække afgørende fra. Jubelen brød da næsten også løs da Mathias Bau skød på et halvtomt mål, men Lundström nåede på forrygende vis tilbage og greb endda pucken med gribehandsken.
Svenskeren gav sit hold endnu en chance og så slog man ellers til. Radim Piroutek vandt sin nærkamp foran mål og kunne med ryggen til mål lirke pucken mellem benene på Fecers.
Efter en chancerig omgang tre mod tre skulle det hele afgøres i straffeslag hvor både Thelin og Bau scorede. De to fik genvalg senere hen og denne gang var det altså kun sidstnævnte der fandt vej til nettet.
Dermed blev det ekstra point i Herning mens Odense fik et vigtigt point i kampen om de sidste billetter til Metal Final 4.