Masser af flotte mål i det syddanske lokalopgør i Spar Nord Arena

Odense Bulldogs-Sønderjyske 4-3 (1-0, 0-1, 2-2) 1-0

Det man vil huske fra kampen mellem Odense og Sønderjyske er i hvert fald de mange flotte mål, der blev scoret. 

Det kulminerede med 4-3-målet, da Jonathan Brinkman nærmest "dansede" forbi et par gæstespillere, til sidst Joseph Jonsson, inden han flot lagde pucken op bag Thomas Lillie.

Det var elegant, næsten arrogant og en flot afgørelse på en kamp, der begyndte stille, men var underholdende i de sidste 40 minutter. 

Radim Piroutek satte første periodes eneste mål med et flot skud i nederste hjørne, og det var nærmest den eneste chance i den første tredjedel, hvor hjemmeholdet havde kontrol over et forsigtigt agerende gæstehold. 

Sønderjyske var til gengæld bedst i anden periode, hvor de lyseblå var langt mere aggressive. Det var kæden med Werbik, Miceli og Schmidt-Svejstrup, der konstant var aktiv og skabte tre-fire åbne muligheder - men uden andet end et (flot og korrekt) annulleret mål af sidstnævnte som resultat. 

Til gengæld kunne Nikolaj Krag udligne på en retur og dermed helt lige inden tredje periode. 

Her scorede Angelo Miceli sit andet sæsonmål med et velplaceret slagskud i powerplay. Odense havde teten og fik udlignet, da Marcus Oden fandt en retur foran en ellers velspillende Thomas Lillie. Det blev 3-2 til fynboerne på en formidabel styring af Kristian Jensen (endnu et flot mål), inden Jacob Schmidt-Svejstrup hamrede et kanonskud - en kanon firsttimer - til udligning og overtid. 

Her var det altså Brinkman, der slog til og set over 60 minutter var det vel i orden med en 2-1-pointfordeling i Odenses favør. Mathias Borring udgik for Sønderjyske efter første periode og man noterede sig en stærk indsats af Kevin Karlsson, mens Sebastian Fakt passede sit arbejde - og ikke så meget mere - i jagten på forlængelse af sin tryout-kontrakt på mandag. 

Hos Sønderjyske kunne Casper Stockfisch glæde sig over to powerplay-mål og at Werbik-kæden har fundet noget kemi, der gør den drønfarlig. 


KAMPEN KORT: Herning var stærkest i den jyske klassiker KAMPEN KORT: Rungsted vandt tæt sjællandsk slag