Herlig hockey i Spar Nord Arena, da fynboerne vandt over Sønderjyske

Odense Bulldogs-Sønderjyske 5-3 (2-0,0-3,3-0)

Det var ikke til at se, at de to mandskaber havde spillet aftenen før, for det var en tempofyldt og herlig ishockeykamp, de to hold gav hinanden i Spar Nord Arena søndag aften. 

Og det var ikke blot på isen, de to hold kæmpede, det var også på lægterne, hvor mange tilrejsende fans og hjemmeholdets supportere skabte en herlig stemning. 

Kampen blev en rutsjebanetur. Odense havde nogenlunde styr på første periode og kunne se Sebastian Fakt score det første mål, da han var først over en puck inde foran kassen. Duoen Piroutek/Brinkmann slog til med sidstnævnte som målscorer, og fynboerne var foran 2-0 efter de første 20 minutter. 

I øvrigt - havde det været en almindelig landsholdssæson uden OL burde både Brinkman og Piroutek banke på til landsholdet, men det kan være de får chancen i næste sæson. 

Sønderjyske spillede 10 fremragende minutter i anden periode, og det er tydeligt, at de lyseblå har fået bedre drev i spillet. Pasningerne flød godt i Odenses zone, og det var helt fortjent, at Albert Schioldan reducerede efter 25 minutter. 

Niklas Lundström var medskyldig, da Joseph Jonsson udlignede til 2-2, men svenskeren i Odense-målet kunne ikke gøre noget, da Schmidt-Svejstrup hamrede sønderjyderne foran med 3-2 i powerplay.

Kort efter brændte Nikolaj Krag en af tre friløbere, som Sønderjyske havde i kampen: Lundström fik på den måde taget revanche for sin medvirken i Jonssons mål. 

Meget stærk anden periode af Sønderjyske, men da Viktor Schmidt i slutfasen blev udvist fem minutter for en boarding, vendte billedet. 

Odense fik initiativet og begyndte tredje periode i powerplay. Det udnyttede Jonathan Brinkmann med et ordentlig riv af et trækskud og det hele var lige igen.

Syv minutter inde i tredje periode var Sønderjyske i gang med et stille og roligt opspil, men Gustav Nielsen totalkiksede en aflevering og pucken endte i bladet på Maksim Popovic, der kunne sende den ind bag Pettersson. 

Odense var bare mere effektive foran målene denne aften, og Niklas Lundström måtte også i tredje periode ud med et par drømmeredninger, hvor han viste sin høje klasse.

Til sidst erobrede Joakim Thelin pucken og sendte den i tomt bur, og det endte med stort set at være en kamp med omvendt fortegn af gårsdagens møde. 

Det var højoktan-hockey, og det kan sagtens blive yderst spændende, hvis de to hold fra Syddanmark kommer til at mødes i en eventuel kvartfinale senere på sæsonen. 

 

 


KAMPEN KORT: Frederikshavn sled sig til et point i Aalborg KAMPEN KORT: Herlev havde marginalerne i lokalderbyet