Pligtsejr til hjemmeholdet mod Frederikshavn

Rødovre Mighty Bulls-Frederikshavn White Hawks 6-2 (5-0, 0-0, 1-2)

Det lakker mod enden i grundspillet. Denne aften i Holger Danske Arena stod Frederikshavn i en noget presset situation. Resten af kampene skulle vindes i ordinær tid og samtidig skulle de lokale tyre ikke få flere point i deres resterende kampe, så ville den sidste slutspilsplads tilfalde gæsterne.

Det var den matematiske version, kombineret med, at Rødovre havde taget alle point i holdendes indbyrdes opgør, gjorde hjemmeholdet til klar favorit denne aften.

Og Rødovre svigtede ikke deres ansvar foran de 1421 fremmødte. Friske og veloplagte afgjorde de tidligt kampen og sikrede den forjættede ottendeplads og en kvartfinale - hvor alt kan ske.

Første minut lige overstået, inden knivskarpe Marcus Almquist drev pucken op i slottet og sikkert sendte åbningsmålet i kassen bag en sagesløs Kevin Frydkjær i høgekassen. En god start for Rødovre, skidt for Frederikshavn, der også måtte indkassere to mål mere inden for kort tid. Lukas Macklin og Joonas Niemelä var skarprettere. Der var spillet fem minutter og kampen syntes punkteret allerede.

Gæsterne trak et par udvisninger midtvejs, og overtalsspillet for hjemmeholdet blev testet grundigt, og Marcus Almquist kunne bringe sin anden og holdets fjerde scoring. Joonas Niemelä blev også dobbelt målscorer, da han kort efter omsatte en superpasning fra Malte Setkov til scoring i åbningsperioden, der i den grad blev domineret af hjemmeholdet.

Anden periode bragte indledningsvis gæsterne en overtalsmulighed, der dog blev afviklet i god ro og orden og de få afslutninger der kom, tog Rødovres keeper Marcus Bjørn sig kærligt af. Midtvejs tog tyrene endnu en udvisning, og måske rart at få testet boxplay inden det for alvor går løs med slutspil, men ingen intensitet i spillet på isen, i den sekvens.

Halvvejs i anden periode skiftede Frederikshavn keeper og Anton Wilde tog plads i buret. Mod slutningen af anden periode endnu en udvisning til gæsterne, men der manglede nerve i spillet og spillerne kunne gå i kabinerne til en forfriskning.

Tredje periode havde lige et overtalsspil til tyrene, der skulle afvikles inden der blev spillet fuldtallige. Tamt og uinspireret spil lukkede muligheden ned. Kort efter rollerne byttet om, og trods undertal styrede hjemmeholdet dog stadig spillet på isen. Men der var langt mellem snapsene siden første periode. Skarpheden manglede hos hjemmeholdet og storspil af Anton Wilde forhindrede flere scoringer.

Ti minutter tilbage af kampen kom den forløsende scoring til hjemmeholdet, og det var første scoring af Noah Faber, der fra distancen kunne se skuddet gå hele vejen.

Kort efter kom også gæsterne på tavlen, da Filip Persson udnyttede en break away til at prikke hul på gæsternes målkonto. Endnu en reducering ved Thomas Spelling, blev det til inden slutsignalet lød.


KAMPEN KORT: Lynstart afgjorde for Sønderjyske O'Leary fyret, Førster tager over i Odense